Værløse vandt lokalderby mod Måløv

Mathias Vagner Nielsen scorede to gange på hovedstød. Her er det til 1-0.

Oprykkerne fra Måløv fik ikke noget med hjem fra Værløse Stadion. Værløse viste effektivitet og kynisme.
Af Mikkel Kjølby
Efter et nederlag i sæsonens første kamp skulle Værløses førstehold vise noget lørdag foran eget publikum, men det blev en rodet og ikke velspillet start.
Måløv kom endda foran, troede de, på et flot hovedstød, men målet blev korrekt annulleret for offside. Gæsterne var mest farlige, mens Værløse havde svært ved at stykke noget sammen.
Det blev meget på Måløvs præmisser. Ikke mindst fordi Værløse stillede uden den normale målmand og tre vante forsvarsspillere.
Efter 40 minutters spil kom det så. Værløse fastholdt bolden langt fremme. Bolden blev flyttet fra højre til venstre side. Her eksploderede Oliver Pedersen mod baglinjen og lagde skråt bagud til Mathias Preuthun, som smækkede bolden i mål.
Kort efter steg den store forsvarsspiller Mathias Vagner Nielsen til vejrs og headede et hjørnespark i mål. Bum. 2-0 til Værløse.
Måløv kom flot tilbage i de første minutter af anden halvleg. De kom på 2-2 efter 56. minutters spil. Begge mål blev scoret på hovedstød efter lange indkast.
Men så skete det igen. Frederik Falck scorede til 3-2 efter en spilvending, hvor han lagde bolden over i det lange hjørne. Få minutter senere var det igen Mathias Vagner Nielsen på hovedstød til 4-2.
– Det blev meget på Måløvs præmisser med fysisk spil i store dele af kampen. Efter deres to mål skulle vi bruge nogle minutter på at sunde os, men så træder nogle af spillerne i karakter. Vi var klart bedst i den sidste del af kampen, siger træner Martin Beck.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder