Værløse Varmeværks fjernvarmearbejde er slut inden jul

Værløse Varmeværk har afsluttet arbejdet med udrulning af fjernvarme til Hesselbo, og er lige ved at afrunde gravearbejdet ved Nørrevænget/Fiskebækvej.

Der bliver gravet på livet løs i Værløse, men nu er Værløse Varmeværk snart færdig med sin del af fjernvarmeudrulningen.
Af Mikkel Kjølby
Der blev for alvor fokus på gas- og oliepriserne, da Rusland invaderede Ukraine. Det satte blus under udrulningen af fjernvarme.
I Værløse er arbejdet delt i to. Værløse Varmeværk og Vestforbrænding har hver deres områder.
Værløse Varmeværks del er så småt ved at være afsluttet.
– Vi regner med at være færdige inden jul, siger Frantz Lundquist, daglig leder af Værløse Varmeværk.
For nogle år siden blev drengenavnevejene samt en del af Mosegård Park tilkoblet Værløse Varmeværks fjernvarmenet. I april begyndte arbejdet med området, som Frantz Lundquist kalder for pizzaslicen pga. områdets fysiske facon. Der er tale om den yderste del af Nørrevænget, Nørreskovvang og sidevejen Skovbakken samt Fiskebækvej. En anden sidevej Munkevej var allerede på fjernvarmenettet.
I forbindelse med udrulningen har det især været tydeligt, at der har været gravearbejde på Fiskebækvej samt på Nørrevænget.
– Vi har tilkoblet 70 huse til fjernvarmenettet ud af 105 i det område. De resterende har varmepumper og nogle enkelte har gas eller oliefyr. Arbejdet er gået efter planen. Vi har haft et godt samarbejde med kommunen, forklarer Frantz Lundquist.
Værløse Varmeværk har også stået for udrulningen af fjernvarme til VABs boligafdeling Hesselbo samt Andelsboligforeningen Nørgaards Plantage på Sækkedamsvej. Det har været langt mere udfordrende.
– 170 huse er tilkoblet i forbindelse med dette projekt. Det har været lidt mere trægt. Det har ikke været en dans på roser, men vi er færdige med det, og folk er glade for det nu, lyder det fra Frantz Lundquist.
Rørene blev ført via Ryetvej til jernbanetunnelen. Her tog det sin tid at få en gravetilladelse. Der gik ti måneder før den kom i hus. Furesø Kommune valgte i samme omgang at få lavet trappen, hvilket nødvendiggjorde en omdirigeringstilladelse fra politiet.
– Vi har nu tæt på 2000 kunder inde under Værløse Varmeværk. Nogle af dem er store boligafdelinger, så der er reelt væsentligt flere kunder. Der er ikke mere for Værløse Varmeværk. Vi dækker ca. 95-96 procent af vores område, så det er få kunder vi mangler. Det kunne være nogle af dem, som har varmepumper eller oliefyr, forklarer Frantz Lundquist.
Vestforbrænding står for arbejdet i Kollekolleparken, hvor der fortsat arbejdes frem til februar. Derefter kommer turen til den vestlige del af Værløse og Kirke Værløse.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder