Brancheorganisationen for de danske vandværker DANVA advarer mod potentiel vandmangel. Direktøren for Furesø Vandforsyning, Tina Vad Chaves, ser ingen problemer i Furesø.
Af Mikkel Kjølby
Weekendens hedebølge fik danskerne til at bruge langt mere vand end normalt. Badebassinerne blev fyldt op og haveplanterne vandet lidt mere end vi plejer. Vandforbruget steg med 25-30 procent og helt op til 50 procent i enkelte områder.
Det fik brancheorganisationen for de danske vandværker, DANVA, til at advare mod potentiel lokal vandmangel og opfordre danskerne til at spare på de dyrebare dråber.
– Vi har vand nok, men ikke til alt. Og fortsætter de høje temperaturer, kan det blive et problem, siger Dorte Skræm, som er fagleder for drikkevand i DANVA.
Alt om Furesø har spurgt, Tina Vad Chaves, direktør for Furesø Vandforsyning til situationen i Furesø.
– Vi oplever ikke problemer med at indvinde vand, og der er vand nok til alle lige nu, det ændrer dog ikke på at man skal bruge vand med omtanke. Til gengæld kan vi tydeligt se, at forbruget i Furesø har været meget højt – særligt på varme dage. I varme perioder stiger forbruget markant, blandt andet fordi der bruges meget vand til havevanding og bassiner, siger Tina Vad Chaves og fortsætter:
– Det betyder, at vi i perioder trækker mere på grundvandsressourcen, end der naturligt gendannes ved nedsivning fra nedbør. Et generelt problem på Sjælland, hvor der generelt bliver brugt mere vand end der dannes. Derfor opfordrer vi forbrugerne til at bruge drikkevandet med omtanke og indarbejde vandbesparende vaner – for eksempel ved at opsamle regnvand og flytte havevanding til aften- og morgentimerne, hvor fordampningen er mindre, lyder det fra Tina Vad Chaves.








1 kommentar til “Vandkrise – Ikke her i Furesø Kommune”
Naturen lider lige nu af vandmangel. Søer tørrer ud og vandløb har ikke vand. Så alle bør nedsætte forbrug af vand. Vi danner desuden slet ikke nok grundvand til vore efterkommere. Det har stået på hele første halvdel af 2026. Og det vender tilbage i årene fremover. Så jeg håber alle vil vurdere om de bruger over 100 l vand per person per dag. For så er det alt for højt. Man kan sagtens nøjes med meget mindre.
Der er lukket for kommentarer.