Varsel om nordlys fredag og lørdag

Hvis ellers varslet holder stik, kan man opleve Nordlys på Flyvestation Værløse og andre steder i Furesø fredag og lørdag.

Nordlysvarsel.dk har sendt varsel om nordlys fredag og lørdag. Flyvestation Værløse er et oplagt sted at opleve fænomenet.
Godt nok er der ikke helt nattemørke på Flyvestation Værløse, men det er det mørkeste sted i området. Fredag og lørdag skulle der være gode muligheder for at opleve naturfænomenet nordlys.
Det skyldes en kraftig solstorm. Det har fået nordlysvarsel.dk til at udsende varsel om nordlys fredag og lørdag aften.
Nordlys opstår højt oppe i atmosfæren og kan i klart vejr ses på lang afstand. Nordlys som optræder over Norge kan ofte ses fra Danmark, og en god start på nordlysjagten, er derfor at kigge mod nord, og tæt mod horisonten.
Nordlys er også meget sart. Månen eller lysforurening fra en by vil derfor gøre det sværere at se nordlyset. Find derfor også et mørkt sted for at øge dine chancer. Nordkysten er ideel, men det er ofte fint blot at søge væk fra byerne.
Mange drømmer om storslåede og kraftige farver, men med det blotte øje skal man skrue forventningerne lidt ned. Kig efter let grålige og svagt grønlige skyer, og måske endda lyserøde farver på himlen. Ved mellemkraftigt nordlys, vil man kunne være heldig at se søjler og bevægelse, men forvent ikke kraftige farver.
Man skal også lade øjnene vænne sig til mørket, og væbne sig med tålmodighed. Nordlys er meget svært at forudsige præcist, og måske er det kun et minut hvor det virkeligt er kraftigt og nemt at se.
Det er ofte en stor hjælp at medbringe et kamera eller smartphone. Et kamera optager lyset over længere tid, og kan derfor forstærke farverne på nordlyset. Med kameraet kan man tjekke om der er nordlys, og det kan hjælpe til at genfinde nordlyset med det blotte øje bagefter.
Det er svært at tage gode fotos af nordlys. Hobbyfotografer medbringer oftest et kamerastativ, for at kunne tage billeder over op til 30 sekunder, uden rystelser. Man kan også sagtens bruge sin smartphone i natindstilling, og fx bruge et bord eller et træ som støtte.
Nordlys kan optræde meget forskelligt. Noget bevæger sig langsomt, og andet meget hurtigt. I jagten på gode billeder, kan man derfor med fordel forsøge at holde sig på en lukkehastighed på maksimalt 10 sekunder og gerne kortere. Dermed bliver søjlerne skarpere, og man ender ikke blot med en ensfarvet himmel.
Og vigtigst af alt: medbring masser af varmt tøj, gerne noget varmt at drikke, og masser af tålmodighed.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder