Vesterled Sø – Kræver to udløb stoppet

Svend Aage Eeg og Claus Bruun kræver to udløb fra Furesø Kommune til Vesterled Sø stoppet.

Svend Aage Eeg og Claus Bruun har anmodet Miljøstyrelsen om at lukke to udløb til Vesterled Sø. Det sker efter en kloakmester har tjekket anlæggene igennem og ikke fundet et aktivt sandfang og olieudskiller.
Af Mikkel Kjølby
I juni måned 2025 eskalerede konflikten om ansvaret for forureningen med 20.000 tons forurenet sediment på bunden af Vesterled Sø i Hareskovby.
Claus Bruun og Svend Aage Eeg politianmeldte Furesø Kommune for miljøovertrædelser. Nu er de gået skridtet videre. For at få en uvildig vurdering hyrede grundejerne i september 2025 en autoriseret kloakmester til at besigtige udløbne. Resultatet blev derefter tjekket af Teknologisk Institut. Konklusionen er entydig: Ingen af udløbne har olieudskiller eller sandfang.
Det har fået Claus Bruun og Svend Aage Eeg til at udvide politianmeldelsen til at også at omfatte disse to udløb samt rette henvendelse til Miljøstyrelsen med henblik på at få lukket de to udløb, som efter deres mening er ulovlige. Denne vurdering kan dog ikke bekræftes. Miljøstyrelsen har i 2023 og i august 2024 blåstemplet udløbene som lovlige.
Furesø Kommune vil ikke kommentere på sagen, da den er politianmeldt og undersøges af politiet. På kommunens hjemmeside har man dog opdateret oplysningerne om Vesterled Sø.
– Novafos har oplyst Furesø Kommune, at der er sandfang og olieudskiller ved de udløb, der er placeret i Furesø Kommune. Disse er etableret samtidig med etablering af kloakken (formentlig i 1960’erne) og vedligeholdes løbende, skriver Furesø Kommune på hjemmesiden.

Svend Aage Eeg og Claus Bruun vurderer, at udløbene er en hovedårsag til, at Vesterled Sø på blot 20 år er forvandlet til et giftigt slam-bassin. Hvert år tilføres omkring 400 tons slam.
– Det er pinligt for en kommune, der kalder sig ‘miljø-førende’. Vesterled Sø er i dag et skoleeksempel på, hvordan forvaltning, forsyningsselskab og tilsynsmyndigheder tilsammen kan svigte borgerne – og naturen – i årtier, siger Svend Aage Eeg og Claus Bruun på vegne af grundejerne.
På den anden side af kommunegrænsen er der sket en udvikling.
– Herlev Kommune og Hofor har besluttet, at de tre udløb til Hyldemosen og Vesterled Sø i Herlev Kommune skal have en nye udledningstilladelser. Nu mangler vi bare, at Furesø Kommune erkender det samme, siger Svend Aage Eeg.

Hvad gemmer sig nede i V-U22 og V-U23? Ifølge Furesø Kommune og Novafos er der sandfang og olieudskiller. Ifølge en autoriseret kloakmester er der ikke funktionelt sandfang og olieudskiller.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder