Vikingeringborgen blev til en vulkan

I første omgang var pladsen tiltænkt et museum, men i den redigerede plan fra 1964 fremgår en vikingeringborg på stedet. Det er denne ringborg, som i dag kendes under navnet Vulkanen.

Midt på Grundejerforeningen Nørreskov Parks byfælled rejser sig en høj. I folkemunde hedder den ikke andet end Vulkanen.
Navnet giver sig selv, for på toppen går en sti rundt langs siderne, mens midten af højen er et par meter lavere. Den ligner ganske enkelt en vulkan og er elsket blandt de lokale, som mål for gåturen, kælkebakke og så fejres Sankthansaften altid med bål og musik på Vulkanen.
I 1961 udskrev Lille Værløse Kommune en idekonkurrence for byudvikling af byens nordøstlige hjørne. Et arkitektfirma fra Skovlunde med de unge arkitekter Scherning Dybbro og Knud Haastrup vandt konkurrencen. 
I deres forslag er området ved Skovlinien reserveret til et egnsmuseum. Dette skyldtes, at man havde brug for et museum i Værløse, hvor den lokalhistoriske forening havde vokseværk. Foreningens formand Karl K. Nielsen havde dog andre planer, og han fik held til at få reserveret Mosegaarden til lokalmuseum.
Lille Værløse Kommune og flere andre interessenter gik i gang med at file på vinderforslaget. I 1964 kom et nyt forslag. Her var museet erstattet med en vikingeringborg ved Skovlinien.
Det er denne ringborg, som udviklede sig til Vulkanen. Det vides ikke med sikkerhed om ringborgen skulle have været så høj, men der var rigeligt med overskudsjord fra byggeriet af Mosegård Park, Langkær Vænge og Højeloft Vænge, og derfor blev ringborgen noget højere end de klassiske ringborge som Trelleborg osv…

"Vulkanen" er altid centrum for Sankthansfesten.
Vulkanen er Værløses bedste kælkebakke.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Vikingeringborgen blev til en vulkan”

  1. Kirsten Lund Larsen

    Tak for en fin historie om Vulkanen. Mht Sankt Hans-bålet er det rigtigt, at traditionen har været sådan. Sidste år måtte Grundejerforeningen Nørreskov Park imidlertid aflyse bålet på grund af brandfaren, og det har også været tilfældet i tidligere tørre forsomre. Bestyrelsen har derfor besluttet, at vi ikke kan og vil tage ansvar for et Sankt Hans-bål på Vulkanen fremover. Det fungerede fint, dengang den ikke var så tæt bevokset, men nu er brandfaren for stor, og det er for svært at skaffe vand derop til efterslukning efter bålet og til bekæmpelse af evt. brand.
    Så hvis der er et ønske om Sankt Hans-bål et andet sted, eller andre fælles aktiviteter, så bør medlemmer af grundejerforeningen møde op på generalforsamlingen på Syvstjerneskolen d. 19. marts. Der vil emnet blive diskuteret.

Der er lukket for kommentarer.