Violetrandet Ildfugl har haft et godt år

Violetrandet Ildfugl er blevet observeret flittigt på Baunesletten. Videnskabeligt er der dog ikke grundlag for at tale om fremgang for arten.

Moniteringen af sommerfuglearter på Baunesletten viser et overraskende godt resultat for Violetrandet Ildfugl, men også observationer af andre sjældne arter.
Af Mikkel Kjølby
I forbindelse med det foreslåede græsningsprojekt på Baunesletten indgik Furesø Kommune et samarbejde med organisationen Danmarks Dagsommerfugle samt Natur360 om overvågning af sommerfugle på Baunesletten. Nu er resultaterne af sommerens overvågning klar.
Helle Bank, afdelingsleder i Natur og Miljø fortæller:
– Data viser, at Baunesletten er en sommerfuglelokalitet af regional betydning, og vi vil gerne passe på området. Derfor vil vi fortsætte med registreringer efter samme metode i de kommende år, så vi kan begynde at sige noget om bestandsudviklingen og effekterne af naturplejen over tid. Overvågningen er altså et godt udgangspunkt for naturplejen på Baunesletten.
Debatten har kredset om den truede sommerfugleart Violetrandet Ildfugl. For nogle år siden oprettede Furesø Kommune to sommerfuglebede på Baunesletten. Indsatsen ser ud til at have givet pote, selvom man skal tage forbehold for, at observationerne kun er foretaget et enkelt år og derfor er en baseline.
– Violetrandet ildfugl har haft et rigtig godt år på Baunesletten i 2024. Vi hører fra vores kollegaer i Hillerød, at der også er set mange violetrandet ildfugl på den lokalitet, der hedder Skansebakken i den østlige del af Hillerød by i år, sige Helle Bank.
Der var andre overraskende observationer.
– Et andet interessant resultat af overvågningen er, at den anden sjældne og rødlistede art, vi har på Baunesletten, Lille Køllesværmer, er fundet i ret højt antal (518 observationer). Vi har ikke optællinger fra tidligere år af denne art, så vi ved ikke om det er normalen, lyder det fra Helle Bank.
Tallene viser også, at der er fundet 24 arter af sommerfugle på Baunesletten ved moniteringen i 2024. Det er 3 arter mere, end der var registreret på tilgængelige artsportaler, inden moniteringen blev udført.
– Der er fx gjort et enkelt fund af femplettet køllesværmer, som ikke er fundet før. Med forekomst af 24 arter af sommerfugle, herunder bestande er to rødlistede arter, må Baunesletten betragtes som en vigtig lokalitet for sommerfugle på regionalt plan, fastslår Helle Bank.

Observationerne af Violetrandet Ildfugl markeret på kort.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder