22 borgere mødte frem, da to byrådsmedlemmer indkaldte til workshop om Bus 165 i Hareskovby.
De fleste borgere i Furesø har rigeligt at se til, så det hører til sjældenhederne, at man kan samle et stort antal borgere omkring et enkelt emne.
Tirsdag aften i Hareskovby dukkede 22 interesserede borgere op i Dybet på Hareskov Bibliotek. Det skete på baggrund af et debatindlæg skrevet af Jesper Larsen (V) og Niels Jørgen Brandt (C) om, hvordan en fremtidig busforbindelse i Hareskovby kunne se ud.
Det var ikke forventet, at et så stort antal borgere havde tid og lyst til at deltage i workshoppen, så flere borde og stole måtte sættes frem.
– Det blev hurtigt gjort klart at bus 165 ikke skal dø, men at byrådet skal forholde sig til flere input omkring, hvordan den fremtidige kollektive trafik skal være i Hareskovby, fortæller Jesper Larsen (V).
Problematikken bunder i den kommende tilbagemelding til Movia om kollektiv trafik i Furesø. Her er aftalerne bindende i 14 år.
– Det bør være et helt naturligt for et byråd at forholde sig til, om eksisterende løsninger skal forlænges uforandret. Byrådet har ansvaret for kommunens økonomi og der bør være en kontinuerlig evaluering om Furesø borgerne får den rigtige værdi for skattekronerne, siger Niels Jørgen Brandt.
På baggrund af deltagernes input i forbindelse med workshoppen kommer der en ny ønskeseddel til økonomiudvalget i Furesø Kommune.
– Allerede i næste uge vil der på økonomiudvalget bliver forelagt en lang ønskeseddel; mulighed og økonomi til at ændre bus 165 hen mod mindre og mere fleksible busser, en udbedring af vejkasser, krav om 30 km/t kørsel af busserne, spørgeskema til borgerne for afdækning af det reelle behov for kollektiv transport, afsøgning af flere forskellige typer ikke-fossile busser og afvejning af klima-og vej belastning, trafiksikkerhed og meget mere, fortæller Jesper Larsen og Niels Jørgen Brandt.
Bus 165 var i sommers udset til en besparelse. Det blev foreslået at droppe loopet op til Hareskov Station. Den besparelse blev fjernet i forbindelse med budgetforliget i Furesø Byråd.
Bus 165 kører derfor fortsat fra Hareskov Station til Herlev og Bagsværd Station.