Morten D.D. Hansen fortalte begejstret om resultaterne fra Mols Laboratoriet, men Tue Villebro Tue Villebro kom også til orde men sin skepsis i forbindelse med naturnationalparken i Gribskov.
Af Mikkel Kjølby
Skal der etableres en naturnationalpark i Farumskovene?
Det var udgangspunktet for informationsmødet tirsdag den 20. oktober arrangeret af Lokalsamfundenes Samvirke i samarbejde med Furesø Kommune.
For vel er der allerede etableret et stort antal naturnationalparker, men Folketinget arbejder med at etablere yderligere seks naturnationalparker, og der mangler i den grad et godt bud fra Østdanmark.
Det er her, at Naturnational Park Farumskovene kommer ind i billedet. Morten Rosenvold Villadsens oprindelige forslag lød på 700 hektar i Farumskovene, men siden har der været røster fremme om 800-1000 hektar.
Processen er sat i gang i Folketinget, hvor forligspartierne skal finde de næste naturnationalparker.
– Vi kan eller skal sådan set ikke gøre noget. Processen er i gang på Christiansborg, hvor ordførerne fra aftalepartierne inden for de kommende uger eller måneder finder ud af, hvilke projekter de vil prioritere, siger Øjvind Vilsholm (Ø), formand for Udvalget for Natur- og Klima.
Forhandlingerne kredser omkring den nye miljøminister Maria Reumert Gjerding (F), tidligere præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Tidsplanen for de kommende naturnationalparker, er, at de skal være på plads i 2030. I tilfældet med Farumskovene vil der være en del trafikale udfordringer, idet en del større veje går igennem området.
Formanden for Miljørådet i Furesø Kommune, Charlotte Søllner Hernø, var begejstret for informationsmødet. Ikke mindst fordi der var plads til både begejstring og skepsis blandt paneldeltagerne.
– Det var afgjort en vildt god oplevelse at høre de forskellige kompetente og vidende oplægsholdere berette om de erfaringer, de hver især har, hvad enten de er positive eller mere negative, siger Charlotte Søllner Hernø.
Naturstyrelsens vicedirektør Signe Nepper Larsen fortalte om tankerne bag naturnationalparkerne, mens den pensionerede skovridder Esben Møller Madsen gav sit perspektiv på helhedsorienteret og bæredygtig naturforvaltning. Biolog Morten D.D. Hansen argumenterede passioneret for betydningen af store planteædere bag hegn, formanden for lokalbestyrelsen i Naturnationalpark Hellebæk, Daniel Boalth Petersen, fortalte om erfaringer herfra, mens Tue Villebro, som er dyrlæge, byrådsmedlem i Gribskov Kommune samt medlem af lokalbestyrelsen for Naturnationalpark Gribskov, var skeptisk på baggrund af erfaringerne med den voldsomme indhegning, der er om naturnationalparken i Gribskov.
– Det var stor skepsis fra nogle blandt publikum og stor begejstring fra andre. Men det var under omstændigheder et sjældent godt og veltilrettelagt informationsmøde, hvor konklusionen ikke var besluttet på forhånd. Det var faktisk et berigende og tankevækkende borgermøde, lyder det fra Charlotte Søllner Hernø.







