World Tour kommer til Furesø Golfklub – Drømmen er lokal sejr

Rasmus Neergaard-Petersen er på hjemmebane i Danish. Golf Championship.

Samtlige danske spillere på DP World Tour har meldt deres ankomst til Danish Golf Championship på Furesø Golfklubs smukke anlæg i Birkerød og Farum. Klubmanageren drømmer om lokal sejr.
Af Mikkel Kjølby
Startlisten til Danish Golf Championship den 14. til 17. august på Furesø Golfklubs anlæg er offentliggjort. Den italienske verdensstjerner Francesco Molinari er topnavnet sammen med Rasmus og Nicolai Højgaard, men ude i klubhuset på Hestkøbgaard i Birkerød går man rundt og drømmer om lokal sejr.
Rasmus Neergaard-Petersen startede i klubben som dreng, og har spillet for klubben lige siden. Han stiller endda op til 2. divisionsmatcher for sin klub, når det passer ind i planerne for DP World Tour.
Rasmus kender banen som sin egen bukselomme. Det får manager i Furesø Golfklub, Thomas Rovsing Lauritzen, til at drømme om lokal sejr. I et interview med danskgolf.dk bliver han spurgt, hvad drømmen kunne være i forbindelse med Danish Golf Championship.
– Så skulle det være noget med Rasmus Neergaard-Petersen. Uden at lægge pres på den unge mand, så kunne det da være fantastisk, hvis han vandt den turnering, lyder det fra Thomas Rovsing Lauritzen.
26-årige Rasmus Neergaard-Petersen blev professionel i 2023, da han var færdig med sin colletid. I 2024 vandt han tre turneringer på Challenge Tour og kvalificerede sig til DP World Tour.
Af lokal interesse kan også nævnes, den otte-dobbelte vinder på DP World Tour, Thorbjørn Olesen, som er fra Værløse Golfklub.
Danish Golf Championship afvikles delvis i Rudersdal og Furesø Kommune.
Første runde spilles torsdag den 14. august fra kl. 7.30. Der er også en række aktiviteter for publikum. Der forventes op imod 30.000 tilskuere.
Finalerunden spilles søndag den 17. august fra kl. 7.30 med forventet afgørelse ud på eftermiddagen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder