Borgerne i Furesø kender Zanne Jahn som en sand blæksprutte af en kulturhusleder i mere end 25 år. Nu fortæller hun historien om sit fantastiske liv.
Af Mikkel Kjølby
I mere end 25 år stod Zanne Jahn bag transformationen af Paltholmskolens grå skolegård til et levende og spændende kulturhus. I den forbindelse trak hun på alle sine lærdomme, erfaringer og troen på, at man kan alt hvad man vil – også som kvinde.
Zanne voksede op på Bellahøj i København som pige nummer tre i en søskendeflok, som også talte en lillebror. De manglede aldrig noget. Hverken hvad angår det materielle eller opmærksomhed og kærlighed fra forældrene.
Hendes far Julius var handelsgartner og langt forud for sin tid. Han gik ind for økologi 100 år før alle andre og var særdeles aktiv med artikler og debatter om gartnerier. Han startede som meget ung bevægelsen ‘Den unge Gartner’. En far der altid altid hjemme, da gartneriet lå ved siden af boligen.
Zannes mor Kari var medhjælpende i gartneriet og hjemmegående mor, men også skribent for flere aviser og tidsskrifter. Kari gik til sløjd og lavede alle møblerne til hjemmet, malede væggene og meget andet, selvom det ikke var kvindearbejde dengang.
– Vi måtte gerne køre på 3-hjulede cykler indenfor. Der blev tegnet og malet, der skulle være plads til at børnene udviklede sig. Det var enormt trygt med en far som altid var hjemme og en enormt kreativ mor, som altid havde en hammer i hånden og aldrig stod tilbage for noget som helst. Når min mor lige var ved at sænke loftet i stuen, var det normalt for mig, men meget atypisk for mine kammerater, lyder det med et smil fra Zanne Jahn.
Ville ikke i lære i banken
Zanne Jahn har altid haft modet til at tage svære beslutninger. Det viste hun allerede som 17-årig. Hendes far havde skaffet hende en læreplads i Handelsbanken.
– Det var jeg ikke vild med. Jeg kunne ikke se mig selv sidde i banken. Jeg ledte efter noget andet og fandt en lille annonce i en avis, hvor man søgte en ung kreativ person til et værksted i Ordrup. Det var det, jeg gerne ville, fortæller Zanne Jahn.
Hun begyndte som assistent hos maleren Stubbe Teglbjerg og papirkunstneren Edel Ersted til 50 kroner om ugen. Zanne sugede til sig af lærdom fra de erfarne kunstnere, som endda skaffede hende en plads hos Palshus Stentøj i Sengeløse. Her blev Zannes passion for keramik for alvor dannet, og hun fik på få år en bred indsigt i kunstens verden.
Men man skal jo giftes!
Godt nok havde Zanne mod til at gå sine egne veje som ganske ung, men samfundets forventning om, at en ung kvinde gifter sig og stifter familie, nåede hende ikke desto mindre.
– Jeg nåede den alder, hvor man skulle giftes. Jeg fandt en kæreste, som var konditor og blev gift. Vi købte et bageri på Enghavevej på Vesterbro. Jeg blev bagerfrue, men jeg var på daværende tidspunktet meget lille og undseelig. Kunderne havde ingen anelse om, jeg var fruen i huset. Men det var meget hyggeligt. Det var en anden tid, kunderne kom ned i pyjamas og sutsko for at købe morgenbrød, griner Zanne Jahn.
Det gik forrygende med bageriet. Faktisk så godt, at parret købte en nedlagt forretning på Værnedamsvej og startede endnu en bagerbutik. Herfra leverede butikken til store kunder som Spies-koncernen og flere hoteller.
Zanne fik to børn i ægteskabet, Michala i 1967 og Jari 1970, men ægteskabet gik i stykker. De blev skilt i 1975.
Ville ikke være forstadsfrue
Zanne nåede ikke at være enlig mor ret længe. Hun fandt sig en ny mand, som ejede en del store hvidevareforretninger. Også her gik det fremragende for virksomheden.
Faktisk så fremragende, at parret flyttede til den store ejendom Vigen/Papirslottet lige ved Furesøen i Bistrup. Zanne gik straks i gang med at renovere den kæmpestore ejendom fra top til bund.
– Jeg byggede det hele om. Der stod skurvogne over det hele, griner Zanne Jahn.
Men med tiden stod det klart for Zanne, at rollen som forstadsfrue ikke passede til hende. Hun følte sig som en fremmed fugl i parrets omgangskreds.
– Jeg ville gerne noget mere med kunsten, og så var det fine hus nok ikke det rigtige sted. Ingen kunne forstå mit valg, lyder det med et listigt smil.
Zanne fandt det helt rigtige sted i Bregnerød lige ved kroen. Her rykkede hun ind med sine to børn.
– Jeg købte den gamle virksomhed Bregnerød Keramik. Det var en total ruin og et håbløst projekt, men det var det, jeg ville. Jeg rev det kæmpestore keramikværksted ned og byggede et nyt. I det hele taget renoverede jeg på huset i 28 år, siger Zanne Jahn med tilfredshed i stemmen.
Zanne byggede sin kunstnerkarriere fra keramikværkstedet i Bregnerød, men det kneb naturligvis i starten. Hun tog et par ekstra job som keramiklærer og bogholder i et smedefirma, selvom hun ikke anede noget om kredit og debet og så knoklede hun ellers på som en gal med at skabe billedcollager.
– Der kom flere og flere opgaver og efterhånden fik jeg det til at løbe rundt. Med tiden fik jeg mange udstillinger og fik meget at lave – også i udlandet. Jeg formede min egen stil med billedcollager, det kunne kunderne godt lide. Den dag i dag, håber jeg man kan man genkende min stil, når jeg laver et nyt værk, forklarer Zanne Jahn med begejstring i stemmen.
Sidst i 1980erne var Zanne Jahn en etableret kunstner. Hun havde nået målet, men så begyndte andre ting at trække i hende.
Zanne gik med i kunstnersammenslutningen ‘De kreative’ med Jørgen Beckmann, Jørgen Dolin og Asger Thune som ildsjælene. Der gik ikke ret længe, før Zanne blev formand for den lille forening, som udstillede flittigt i kunstforeninger og gymnastiksale, eller hvor der nu var plads i den lille kommune, som voksede sig større og større.
I 1992 kom så det store gennembrud for kulturen i byen. Farum Kulturhus blev indviet i den gamle Paltholmskole.
Der blev nedsat en bestyrelsen med repræsentanter for 21 foreninger og kulturelle institutioner. Zanne kom med i kraft af formandskabet for ‘De kreative’.
– Vi småskændtes så i to år, og det førte ikke rigtig til noget som helst. Alle ville lave noget for dem selv, men ikke et stykke arbejde for byen, erindrer Zanne Jahn med en sigende grimasse.
Den unge borgmester Peter Brixtofte fik nok og skar igennem. Han nedlagde bestyrelsen og indsatte en ledelse med fire ligestillede ledere. Det var lederne af musikskolen, biblioteket, pedelafdelingen og så Zanne Jahn.
– Så diskuterede vi ellers løs de næste to år. Det var en svær konstellation og en hård tid. Det var der, jeg blev til den, som jeg er i dag. Jeg var lige ved at give op, men jeg holdt ud. I forhold til, hvad Peter Brixtofte ville med kulturhuset, skete der ikke rigtig noget. Det spillede ikke rigtigt. Til sidst fik Peter nok. Han ville have en leder af kulturhuset. Jeg fik jobbet, fortæller Zanne Jahn med træthed i stemmen.
For det var noget af en beslutning. Hun sagde farvel til sit kunstneriske virke for at blive kulturhusleder.
Nu skulle der præsteres noget
Zanne Jahn blev ansat som kulturchef i Farum Kommune i 1995. Det var med stort fokus på at kulturhuset kom til at fungere.
– Det var nervepirrende, for nu skulle der virkelig præsteres noget. Jeg ville gerne noget med kunsten, foreningerne og borgerne, men det var bare en ombygget skole med et gammelt skolekøkken med luge til skolemælken, slidte klasseværelser og tandlæge på første sal. Det var en stor og rå betonmasse. Noget af det første, jeg gjorde, var, at få grønne planter ind i huset for at noget hygge i foyeren. Jeg byggede om i 28 år. Alt er bygget om for at forbedre det og gøre det mere funktionelt, det var den gang man ikke gik så højt op i byggetilladelser, siger Zanne Jahn med frækhed i stemmen.
For hun vidste jo, hvordan hun skulle gøre. Hun havde viden om planterne fra sin far og kunne alt med hænderne, fordi sådan var det bare med hendes mor.
Det gik over stok og sten
Det hele startede med udstillingen ‘På hat med Farum.’ Kort efter var der stor byfest i anledning af indvielsen af det nye rådhus.
Dengang var Immigrantmuseets del af kulturhuset et fritidshjem. Her samarbejdede Zanne med fritidshjemmet og Ældresagen, som lavede pandekager i caféen en gang om ugen.
Det hele handlede om at få mennesker involveret og foreningerne aktiveret i huset. Zanne fik overtalt kommunen til at skabe GangGalleriet, hvor udstillingerne skiftede hver tredje uge, så der hele tiden var noget nyt at kigge på for de forbipasserende, som dengang gik ind i kulturhuset fra Frederiksborgvej og vandrede hele vejen igennem til Farum Bytorv.
– Det er altid op til en leder at være opsøgende på at få folk ind i huset. Det kræver nye idéer og at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad borgerne gerne ville have. Jeg funderede over, hvad der skulle til for at få dem til at stoppe op, når de gik igennem huset. Derfor startede jeg med at lave scenografier. På et eller andet tidspunkt skulle det nok få folk til at stoppe op og få lyst til at være med, forklarer Zanne Jahn med virkelyst i stemmen.
For det gik, som Zanne havde spået. Lige så stille kom flere og flere med. Kulturhuset fik en stor gruppe frivillige. Foreningerne fyldte lokalerne. Der blev liv og glade dage.
Noller Olsen gav kulturhuset musikalsk liv
Zanne kunne noget med hænderne og mennesker, men den musikalske side af et kulturhus har aldrig været hendes spidskompetence. Det var der heldigvis råd for. Farum Kommune ansatte i 1997 den ene halvdel af Brødrene Olsen, Noller Olsen, som musikchef. Det stoppede først, da Brødrene Olsen vandt det internationale Melodi Grand Prix i 2000.
– Noller tilførte kulturhuset mange spændende musikalske oplevelser. Der blev virkelig rykket i hans tid som musikchef og der var økonomi til, at der kunne rykkes, fortæller Zanne Jahn.
I årene frem til BTs afsløringer om Farum var der penge nok. Peter Brixtofte havde en stor interesse i kunst og kultur. Zanne stablede den ene store udstilling efter den anden på benene. Christiania udstillingen, Eventyr over alle grænser, med globetrotteren Jørgen Bitsch. Grønlandsmaleren Emanuel A Petersen, og mange flere. Der var Piet Hein-udstillingen, som lagde kimen til Kumbelhaven, og så var der etableringen af Farum Skulpturpark med deltagelse af internationale topnavne.
Så kom tiden, hvor Farum gælden opstod. Pengene blev mindre, men det gjorde oplevelserne ikke nødvendigvis.
– Det blev bare noget andet. Skulpturparken var et stort projekt og gav opmærksomhed til Farum. Men der blev lavet mange spændende udstillinger og aktiviteter senere hen. Vi havde en japansk udstilling, som førte til, at kulturhuset fik en japansk have. Sådan et hus er hele tiden i bevægelse. Man bliver aldrig færdig med huset, fortæller Zanne med glæde i stemmen.
For hun blev færdig med Farum Kulturhus. Som 75-årig følte hun, at tiden var kommet til at stoppe.
– Jeg stoppede fordi, jeg følte, at hvis jeg skulle nå at lave noget selv, var det tid, forklarer Zanne Jahn.
I stedet lavede hun et smukt atelier og keramikværksted i hjemmet ude i Trevangskvarteret. Her arbejder hun som altid med at sætte tingene sammen, med det skæve og med skønheden.
Noget stort er på vej. En stor skulptur til Lillevang Plejecenter er ved at tage form.
Tilbage står et stort spørgsmål foran Zanne Jahn. For hvorfor droppede hun en kunstnerisk karriere for at blive kulturhusleder?
– Jaaa, hvorfor gjorde jeg det, siger hun og tygger lidt på det.
– Når jeg får en opgave, så går jeg altid all-in i et projekt. Det interessante ved dette, var at starte med et fuldstændigt råt og umuligt hus. Det er helt unikt at få lov til det, som jeg har fået lov til. Jeg har haft frie hænder hele vejen igennem. Det driver mig at finde på noget nyt og gøre det lidt bedre og sjovere næste gang. Det der var vigtigst for mig, var at give borgerne og brugerne af Kulturhuset en på opleveren.
