Succesen blev i den grad gentaget i Værløse hvor børn og forældre var inviteret til åben hal. Fem foreninger stod klar til at tage imod familierne med basket kurve, parkourbane, en stor trampolin, airtrack, hulahopringe, gymnastikbane og computere. Hallen blev hurtigt indtaget af de glade familier.
Søndag den 14. april havde Kultur og Fritid i Furesø Kommune i samarbejde med Farum Gymnastikforening, Farum Trampolin Forening, Furesø eSport, Værløse Basketball Klub og Værløse Gymnastik gjort Søndersøhallen klar til en dag med sjov og leg for familier med børn i alderen 3-12 år. Kl. 10.00 var forhallen fyldt til bristepunktet, og de spændte familier blev inviteret indenfor. Der blev budt velkommen og så gik legen ellers i gang.
I løbet af de 2 timer kom omkring 250 børn og forældre forbi åben hal. Heldigvis var foreningerne også mødt talstærkt frem, så alle børnene kunne få prøvet en masse sjove ting.
Forældrene vil gerne være aktive sammen med deres børn
Det store fremmøde viser et ønske fra forældrenes side om at være aktive sammen med deres børn.
Fritidskonsulent Josefine Needham Jørgensen fra Kultur og fritid fortæller:
– Vi var selvfølgelig meget overraskede og glade for det store fremmøde, siger Josefine Needham Jørgensen og fortsætter:
– Igen i år var det særligt familier med børn fra 3-7 år som deltog i åben hal. Jeg talte med flere forældre som udtrykte deres begejstring for åben hal konceptet som gav mulighed for at være aktive sammen.
Familierne var glade, børnene prøvede et hav af aktiviteter og stoltheden lyste ud af de små, når de scorede deres første basket mål eller de gennemførte parkourbanen. Og netop disse succesoplevelser er med til at give børnene mod på endnu mere bevægelse, nye motoriske udfordringer og leg i fællesskab med andre børn og voksne. Det er en medvirkende faktor til at skabe trivsel blandt børnene og deres familier.
Der bliver bygget bro til foreningslivet
Åben hal giver mere end blot en dags underholdning, det er nemlig en mulighed for at se hvad foreningerne kan tilbyde, og hvad børnene synes er sjovt. Foreningerne tilbyder sjov og leg, men også fællesskab, læren om at løfte i flok og muligheden for at få nogle gode og sunde vaner ind fra barnsben.
En af de frivillige der brugte sin søndag formiddag i hallen er Farum Trampolin Forenings forperson Eva Ferré Winkel, som fortæller:
– Køen til trampolin var lang, men heldigvis var smilene også store når børnene kom op på trampolinen. Vi fik talt med mange forældre, og vist hvad det er vores forening kan. Jeg selv er vokset op med foreningslivet helt tæt inde på kroppen, og jeg brænder for at give passionen om trampolin videre og forhåbentlig kunne få endnu flere med i vores fællesskab. Vi håber, at nogle af børnene har lyst til at komme forbi os til en prøvetræning, lyder det fra Eva Ferré Winkel.
Furesø’s foreningsliv er i topklasse
Foreningerne mødte tidligt ind søndag morgen for at stille alt udstyret klart til at tage imod familierne.
– Det er fantastiske forbilleder som foreningerne havde med. Det er folk som bruger deres søndag formiddag på at glæde andre og for at vise deres forening frem, og det er ret ekstraordinært, at vi i Furesø kan stille med hele 5 foreninger og 20 trænere en søndag formiddag, det kan vi godt være stolte af, fortæller Josefine Needham Jørgensen.