Der blev plantet 19 styks Småbladet Lind og skålet i æblemost, da en gruppe frivillige indledet en forskønnelse af skovsøen Afrodites Øje.
Afrodites Øje er navnet på en af søerne i Jonstrup Vang. Stedet blev æret af seminaristerne fra Jonstrup Seminarium, og fungerede ikke alene som årligt, kulturelt samlingspunkt for alle, der var tilknyttet seminariet, men også som privat vandringsmål for enhver, der søgte ro og fordybelse i skovens magiske univers.
Jonstrup Seminarium blev nedlagt i 1989. Siden 1992, da de sidste forlod dette ansete skolelæreruddannelsessted – kongerigets ældste, fra 1791! – har Afrodites Øje gradvist tabt glansen, og har været ved at gå i glemmebogen. Heldigvis fortæller stadig den store mindesten, ‘Øjestenen’ syd for søen, den opmærksomme vandrer om stedets tidligere ophøjethed, og i forfatteren Eiler Worsøes bog om Jonstrup Vang kan man læse historien om dette skovlandskabs udvikling siden middelalderen og tidligere fantastiske botaniske rigdom.
Nu har Anna Bodil Hald m.fl. taget initiativ til en værdig genskabelse af stedets tidligere skønhed.
– Med hjælp fra Naturstyrelsen håber vi igen at få søens smukke spejl tilbage, fortæller Jane Lindum fra Furesø Agenda 21
Onsdag den 22. april, havde Naturstyrelsen om formiddagen arrangeret plantning af Jonstrups nye skov, ‘Brynet’. Om eftermiddagen plantede ti frivillige naturelskere – efter en nøje plan – 19 stk. Småbladet Lind sammen med Naturstyrelsens repræsentanter. Derefter blev der skålet i æblemost, sponsoreret af Rema1000.
– Vi sang ‘Afrodites Øje’, som Peter Spies skrev i anledning af Syng Dansk-dagen i oktober 2014, og som enhver furesøborger bør lære at kende, fordi den beskriver så mange lokale traditioner og steder i løbet af årets 12 måneder, fortæller Jan Lindum.
Omkvædet i sangen lyder således:
Hver årstid har sin charme – hver måned sit specielle præg.
Men den bedste tid på året er uden tvivl den dag
hvor Jonstrup Vang vrister sig fri af sin vinter-spændetrøje
og forårssolen spejler sig i Afrodites Øje.







