Lyngholmskolen rummer intet mindre end 54 nationaliteter. Det bliver fejret og nydt i forbindelse med skolens Kulturuge i uge 44. Det hele startede med indmarch og dansefest i hallen.
Af Mikkel Kjølby
På Lyngholmskolen betragter man diversitet og forskellighed, som en styrke og ikke en svaghed.
Udskolingsleder Louise Sichlau Kristensen forklarer:
– Jeg ser det som en kæmpe styrke. Der kan selvfølgelig give udfordringer, hvis man ikke er nysgerrig på kulturen. Derfor har vi fokus på det. Lige så snart man får fokus på det, giver det et bredere perspektiv og forståelse for hinanden.
Det er baggrunden for, at Lyngholmskolen i denne uge arrangerer en Kulturuge, hvor eleverne lærer hinandens traditioner at kende. Det sker efter ønske fra elevrådet.
Det var derfor Frederikke og Stefani fra elevrådet, som bød velkommen, da der mandag morgen var indmarch i skolens idrætshal. Her blev flaget og vejret med små flag, som hver klasse har tegnet. Kulturugen blev skudt ind med en koncert, som udviklede sig til en dansefest for eleverne.
– Vi vil lære hinandens forskelligheder at kende, siger Frederikke fra elevrådet.
– Det er meget spændende at gå på en skole med så mange forskellige nationaliteter og kulturer. Man lærer meget om de andres kultur, lyder det fra Stefani.
Det hele startede for snart halvandet år siden. Skolens gallafest for 9. klasseeleverne blev suppleret med den traditionsrige lanciers med danse fra forskellige kulturer.
-Eleverne viste hinanden de forskellige danse og så dansede de alle sammen. Det var en af de bedste gallafester. Her opstod idéen om at lave en hel kulturuge, hvor vi lærer hinandens kulturer at kende, forklarer Louise Sichlau Kristensen, udskolingsleder på Lyngholmskolen.
Hvert andet år er der featureuge på skolen. For to år siden var der Harry Potter-tema. Denne gang blev det noget større og vigtigere. Noget som tager lidt mere fat.
– Elevrådet fik lov til at gå med videre tingene. De præsenterede det for bestyrelsen, som var helt med på idéen. Der blev nedsat et kulturudvalg med en lærer fra hver årgang, som skulle lytte til elevrådets ideer. Ud af alt det, er der valgt ud i forhold til, hvad der er muligt, fortæller Louise Sichlau Kristensen.
Det var også elevrådet, som kom løsningen, da de bekymrede voksne pointerede, at der kunne være problemer med lande, som var i konflikt.
– Elevrådet pegede på, at vi arbejdede med traditioner i de enkelte kulturer ud fra, at vi alle sammen er danskere med anden etnisk oprindelse. Men også for at skabe fællesskab og ikke om enkelte lande. Kulturugen er blevet arrangeret ud fra, hvordan kan vi være rummelige overfor hinanden, forklarer Louise Sichlau Kristensen.
Der vil i løbet af ugen være særlige begivenheder. Tirsdag er der kulturdans for de forskellige trin. Onsdag byder på streetfood i skolegården. Det er indisk Daal, som laves af blandt andet eleverne selv i skolens køkken, men også en kulturvandring, hvor hver kultur har sin egen bod.
Onsdag aften kommer forældrene på besøg for at opleve kulturvandringen. En slags vandretur ind i de andre kulturer.
I løbet af kulturugen arbejder klasserne med forskellige lande.
-Vi spurgte elever og forældre om deres etniske baggrund. Det blev til, at vi har 54 nationaliteter på skolen. Vi trak på skift et land til hver årgang, så de har seks-syv lande på hver årgang at arbejde med. Så er de gået ind og arbejdet med traditioner. En klasse arbejder med Polen og undersøgte, hvordan man holder fødselsdage, begravelser og bryllupper, forklarer Louise Sichlau Kristensen.







