Skovhuset ved Søndersø er genopstået. Sara Grabow og Anne Louise Bahn har sat gang i Skovhusets Saloner, hvor musik og billedkunst går hånd i hånd. Fredag den 30. oktober handler det om Naturens farver.
Af Mikkel Kjølby
Netop i denne tid spirer idéerne frem i forhold til at genskabe Skovhuset ved Søndersø som et hus med mange aktiviteter.
Musikeren Sara Grabow fra Ballerup og billedkunstlæreren Anne Louise Bahn fra Hareskovby deltog ved workshoppen i foråret. Deres møde skabte inspiration til at skabe noget nyt.
– Vi fandt inspiration i hinandens metoder. Der var en synergi, som vi ville forsøge at tappe ind i, fortæller Sara Grabow.
– Vi fandt ud af, at vi ville det samme i forhold til at lade naturen komme ind i kunsten og musikken, supplerer Anne Louise Bahn.
Den første udgave af Skovhusets Saloner fandt sted i slutningen af september. Den havde temaet Naturens farver. Anne Louise Bahn tog deltagerne med udenfor for at finde planteblæk, som blev brugt til at male smukke motiver, mens Sara stod for fællessang om naturen. Hun spillede fx sin far Sebastians smukke Vårvise for de cirka 50 deltagere.
Den anden udgave af Skovhusets Saloner finder sted fredag den 30. oktober klokken 19. Denne gang med temaet Naturens lyde.
– Vi skal omsætte Saras rytme til billeder, siger Anne Louise Bahn.
Salonerne er en form for prøveballon. For vel fungerer Skovhuset ved Søndersø af frivillighedens vej, men der skal en indtægt til, for at Sara og Anne Louise kan få dagen og vejen til at gå op.
– Nu sætter vi det i gang i Skovhuset. Det kan kun lade sig gøre, hvis folk vil lægge en pris for at deltage. Det er virkelig kunstnermentalitet at gøre det på den måde, siger Sara Grabow.
Når konceptet er på plads, vil de forsøge at udbrede det.
– Vi ser gerne, at det bredes ud til skoler, foreninger og kulturhus. Der er en stor lyst til at være med til kunstneriske arrangementer, hvor man ikke bare sidder med sin kop kaffe og lytter til en sanger, eller går rundt og ser på billeder, siger Anne Louise Bahn.







