Naturstyrelsen har mandag morgen ryddet op i Hundeskoven ved Skovlinjen. En stor gren truede med at falde ned.
Af Mikkel Kjølby
Fredag eftermiddag fik hundelufterne sig en overraskelse i Hundeskoven mellem Skovlinjen og Hillerødmotorvejen.
Helt ude ved diget ud til Skolekrogen var et område spærret af med minestrimmel. Årsagen var ikke vanskelig at få øje på.
Højt oppe dinglede en kæmpe gren. Den var tilsyneladende knækket af ved egen kraft i forbindelse med stormen i påskedagene.
Naturstyrelsen blev gjort opmærksom på den dinglende gren fredag og spærrede området af hen over weekenden.
Mandag morgen var mandskabet ude for at pille grenen ned.
– Vi fik en henvendelse om et træ så sådan ud. Vi havde en skovløber ude for at kigge på det. Skovløberen vurderede, at det blev skulle spærres af. Det blev pillet ned i dag. Så det ikke er til fare for nogen, fortæller Mads Bisgaard, forstfuldmægtig i Naturstyrelsen.
Operationen blev udført ved, at et spil blev skudt op til grenen, så den kunne trækkes ned. På den måde blev det meste af træet bevaret.







