Kruses Gymnasium sendte 126 unge mennesker videre ude i den store verden ved translokationen i Farum Arena. Årgang 2026 er knivskarpe, men også dygtige til at trøste hinanden.
Af Mikkel Kjølby
Årgang 2026 på Kruses Gymnasium var den første årgang med AI som hjælpe og lokkemiddel. Men hvis der var en bekymring for AIs påvirkning, så blev den gjort til skamme ved eksamensbordet. Eleverne viste sig at være knivskarpe og dygtige til at tænke selv.
Fredag formiddag blev de 126 smukke unge mennesker fejret ved den traditionsrige translokation i Farum Arena. Forældrene og søskende sad på tribunen, mens de marcherede ind med eleverne fra grundskolen omkring sig.
Der blev uddelt tre legater. Bertram Holde-Bygvraa 3e fik legatet for Årets Fællesskaber og William Vartoft Rowe 3n modtog legatet for Årets Højdespringer.
Freja Hesthaven blev kaldt op på scenen to gange. For at modtage Årets Krusepris og for at holde årets studentertale.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET
Freja Hesthaven talte om betydningsfulde øjeblikke.
– Gymnasiet er noget, vi har gjort sammen. Hele vejen igennem, lød budskabet.
Freja kom omkring de stærke fællesskaber. Og om, hvordan Kruse blev et sted, hvor man nød at bruge lang tid. Om at gymnasiet har lært dem at holde hovedet koldt, spørge om hjælp – og “at vi kan mere, end vi tror”.
Og om at hendes klasse MÅ være den sejeste mat-fys-klasse på årgangen med 16 med 12 i huen.
– Sammen har vi fejret de store sejre og sammen har vi trøstet hinanden. Vi har fundet plads til at være helt vildt autentiske versioner af os selv – det håber jeg, at I vil holde fast i. Bliv ved med at være nysgerrige, modige og begejstrede, sagde Freja Hesthaven.
Vicerektor Anders Lassen og borgmesteren Nicolai Bechfeldt holdt også taler – med humor, ros, formaninger og fortællinger.
Det hele blev bundet sammen af musikalske indslag ved MKS Band, som spillede “Smelter under Månen” og “De første kærester på månen” samt 3g drenge og musiklærer i spidsen for fællessangene “Lyse nætter” og “Smukke unge mennesker”.
Så gik turen til Williams Plads, og siden ud i den store verden.







