Nu skal musikken være strømpilen i Allan Simonsens liv. Præcis som den var i hans ungdom. Han er klar med sit andet album ”Fra virkeligheden”. Det skal bane vejen for, at han kommer ud at spille med eget band.
Af Mikkel Kjølby
Da Allan Simonsen voksede op i Værløse, kredsede hans tanker mest af alt om musik – jazzmusik.
– Vi spillede altid musik på musikskolen og så var der en flink pedel på Søndersøskolen, som låste os ind på skolen. Det var en anden tid. Ingen spurgte, hvad vi rendte og lavede, fortæller Allan Simonsen.
Allan spillede på saxofon og tog ud at spille sammen med drengene fra Værløse. Det var livet!
Livet tog bare en anden dejlig drejning. Allan mødte sin Gitte. De fik først Victor og siden Frederik. Familien flyttede tilbage til Værløse i 1996. Saxofonen blev lagt ned i kassen og lå der i 10 år.
Allan blev skolelærer. Han var især god til værste rødder i OBS-klassen. Det blev hans karriere. Først med Den Blå Flyver på Indre Nørrebro i 1991. Senere var han med til at stifte den selvejende institution Sputnik.
Allan forkælede sig selv, da han blev 50 år. Han købte to smukke guitarer. En Fender Stratocaster og en Gibson Les Paul. For han var begyndt at spille vuggeviser og den slags.
– I stedet for jazz blev det blues og rock n’roll. I starten var det Jimi Hendrix, Deep Purple og Led Zeppelin, men så begyndte jeg at skrive mine egne numre på dansk, fortæller Allan Simonsen.
For seks år siden forlod Allan virksomheden Sputnik. Så tog det for alvor fart med at skrive musik i sønnens gamle værelse på 1. sal i den flotte gamle villa på Lille Værløsevej.
En dag lyttede han til P4 og blev forarget.
– Jeg blev provokeret af, at man i et program på P4 sagde, at man ikke kunne lave musik efter 25, siger Allan Simonsen.
Han tog sine 10-15 numre med på tur rundt til forskellige producerer. Det var Maria Montell, som viste Allan hen til Mikkel Mortensen. Det var det rigtige match.
-Vi var enige om, hvordan det skulle foregå. Alt skulle være håndspillet og ikke komme fra en computer. Derfor er der professionelle musikere med i studiet. Det fede er, at så dygtige musikere bakker op. Det er en fornøjelse at spille med dem, fortæller Allan Simonsen.
Det første album fik gode anmeldelser og nummeret ”Fiskeren” om mødet mellem en københavnsk familie og de gamle fiskere på havnen fik en del omtale, men det kom ikke langt ud.
Nu er album nummer to på gåden. Det giver Allan et større bagkatalog og muligheden for at komme ud at spille med kun sine egne numre, som han gjorde i sommers på Det Hvide Hus i Gilleleje.
– Jeg insisterer på, at jeg skal have drengene med ud at spille. For det lyder røvfedt. Bandet har fået navnet Allan Simonsen og de Utrolige. For det er sindssygt dygtige musikere. Det er det, jeg vil, og det er det, jeg skal, siger Allan Simonsen, som erkender, at det er svært.
– Det er en hård branche for en mand i min alder, men jeg nægter at spille kopinumre, Det skal ikke hedde sig, at jeg gav op på halvvejen, siger Allan.
Sangteksterne er taget fra dagligdagens oplevelser. Det er numre som ”Slidt blues”, ”Fire slemme drenge” om verdens mægtigste mænd og livshistorier.
– Det er mit helt eget. Det handler om at holde fast i at turde og vise, at man vil det, siger Allan Simonsen.
