Hanne Kathrine Krogstrup blev valgt som bestyrelsesleder for Skovhuset ved Søndersø, da bestyrelsen konstituerede sig. Bestyrelsen har haft fremmøde for Udvalget for Kultur, Fritid- og Idræt med henblik på at få lavet en driftsaftale.
Af Mikkel Kjølby
Den meget lange proces med at genåbne Skovhuset ved Søndersø med en frivillig bestyrelse som drivkraft nærmer sig endelig afklaring.
Foreningen “Skovhuset ved Søndersø” blev officielt stiftet den 22. oktober. Dens formål er at drive Skovhuset som kunst- og kulturtilbud baseret på frivillig arbejdskraft og på en driftsaftale med Furesø kommune.
Der blev også valgt en bestyrelse, som afløser den foreløbige gruppe, der satte gang i forsøget på at genåbne Skovhuset.
Ved det første møde i bestyrelsen blev Hanne Kathrine Krogstrup valgt som bestyrelsesleder, Birgit Brandt som viceleder og Kirsten Sunekær som kasserer. Bestyrelsen består desuden af Karen Serena, Lone Sigbrand og Anne Louise Bahn. Anette Hansen blev valgt som suppleant. Bestyrelsen bistås i arbejdet af to frivillige med særlige opgaver: Kirsten Lund Larsen som sekretær og Peter Høvring som webmaster.
Bestyrelsen første store opgave var et fremmøde for Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt. Det skete den 4. november.
Her fremlagde den nye ledelse af Skovhuset budgettal og oversigt over aktiviteter for udvalget for Kultur, Fritid og Idræt.
– Stemningen var rigtig god, og det blev besluttet, at der kan arbejdes videre med præciseringer af en driftsaftale mellem Furesø kommune og Skovhuset, lyder det fra Skovhuset ved Søndersø.







