Arkæologer ledte efter kongelig jagthytte

Det var frysende koldt, da arkæologerne fra Museum Nordsjælland gravede i Bavnebakke ved Jonstrup. Foto: Museum Nordsjælland.

I forbindelse med etableringen af en oplagsplads ved Jonstrupvang gik Museum Nordsjælland i den frosne jord og fandt overraskende fund.
I sne og fygning tog arkæologer fra Museum Nordsjælland ud. Museet gennemførte i februar en mindre arkæologisk undersøgelse forud for placering af en anstilleplads ved udrulningen af fjernvarme i Furesø Kommune. Udgravningen foregik lige som snestormen begyndte, men museets arkæologer har prøvet det før, og det lykkedes at gennemføre undersøgelsen med istapper i skuret.
I de to felter på Bavnebakke fandt Museum Nordsjælland spor efter en lille gård, i form af affaldsgruber fra tiden omkring midten af 1600-tallet. Det var lidt glaseret keramik, og så teglsten. Der kom ligeledes to stykker ornamenteret bronze. Det lyder ikke af så meget, men det er typisk, hvad der er bevaret fra den periode. Valdemar Den Store forbød at bygge huse på træfundamenter, de rådnede for hurtigt og var derfor for krævende i materialer.
– Valdemars forbud har plaget arkæologer de sidste 100 år. Huse bygget på en stedsyld, et fundament af kampesten, efterlader sig desværre meget sjældent synlige spor. Derfor er affaldsgruber, brønde og kældre typisk det eneste, vi finder, siger Jeppe Boel Jepsen, arkæolog ved Museum Nordsjælland og som var med på den kolde udgravning i Jonstrup.
Det interessante er, at fundene kommer fra det tidsrum, hvor Jonstrup rent faktisk var nedlagt og området var udlagt til græsning og høslæt til de kongelige stalde i Hillerød. Men der har, ganske uventet, åbenbart ligget mindre bebyggelser alligevel.

Christian 4s. jagthytte
En gammel legende fortæller, at Christian 4. havde en jagthytte på Jonstrup Vang og vi ved med sikkerhed, at skoven Jonstrupvang er en del af Hareskovene, som i slutningen af 1600-tallet fik anlagt et stort stisystem, så Christian 5. kunne dyrke sin store passion for parforcejagt,
Arkæologerne havde naturligvis en forhåbning om, at det kunne være den jagthytte, som Museum Nordsjællands arkæologer var stødt på, men de fandt ingen fund, der understøtter lige netop den historie.
– Vi ville nok i så fald have fundet knuste champagneflasker og krystalglas, og måske også et par østersskaller, siger Jeppe Boel Jepsen, der i stedet blot fandt almindelig jævn glaseret keramik og almindelige uglaserede teglsten.
Den kolde udgravning er nu afsluttet, og arealet er frigivet til bygherre, så udrulningen af fjernvarme kan fortsætte.

Spaden frøs fast i jorden, men det lykkedes alligevel at finde spændende ting. Foto: Museum Nordsjælland.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder