Balladen om Ivan

Hele Værløse kender Ivan. Det er ham med hunden Vinni, som døde på tragisk vis. I dag har Ivan fået en ny Vinni. Hans hverdag kredser omkring den 1 år gamle Labrador.
Ivan har det ikke godt. Der er bøvl med underlivet. Men Vinni skal have sine ture. Sådan må det være. Ivan har løst problemet. Han tager en foldbar campingstol med. Så sidder Ivan på toppen af bakken og lader Vinni mosle med legekammeraterne. Ikke så sjældent bliver det til en god snak med en eller anden.
– Jeg har mange dav´er, men ikke så ding´er, siger Ivan Svejgaard Lund.
– Jeg har altid fyldt meget, det ved jeg godt. Derfor er der ikke så mange, som ringer på min dør. Men jeg får mange gode snakke, når jeg har hunden med på Bymidten eller på Den Gamle Golfbane, forklarer Ivan Svejgaard Lund.
Hvis man tager sig tid til at tage en god, lang snak med Ivan, så får man en utrolig livshistorie. Langt fra det konforme, trygge forstadsliv, som de fleste lever i Værløse.
I dag bor Ivan trygt og godt med udsigt til bakken i Espebo.
– Det er min første lejlighed helt alene. Det er fint nok. Når jeg vågner om morgenen, kigger jeg ikke ud på et jerngitter, men på noget smukt, og så er det tæt på naturen. Men det er lige lydt nok i Espebo, siger Ivan Svejgaard Lund.

Taxa, spillehelvede og så hundene
Ivan Svejgaard Lund har aldrig fået diagnosen AdHD, men er selv overbevist om, at han hører ind under den kategori.
– Jeg var et adfærdsvanskeligt barn. Sådan lød det dengang. Som dreng boede jeg på 13 forskellige børnehjem og bosteder. Som voksen boede jeg en overgang i Røret, inde i tunnelen ved Københavns Hovedbanegård sammen med et par andre, fortæller Ivan Svejgaard Lund, som også var BZer og kæmpede med politiet. Det var nu mest fordi, at han ikke havde noget sted at bo.
Tingene ændrede sig, da han blev taxachauffør. Efter fem år kom han ind under vingerne hos en vognmand, som gennem årene har været hans engel.
– Jeg skylder ham alt. Han har altid været der for mig. Selv i dag hvor han er blevet gammel, er han der altid for mig siger Ivan Svejgaard Lund.
– At køre taxa er ikke nogen let tilværelse. Hvis man kører om dagen, er det et job. Hvis man kører om natten, er det en livsstil, siger Ivan med et grin.
For han har oplevet lidt af hvert. Nok også fordi han var frisk på det meste. En overgang indrettede han en luksustaxa med mulighed for voksenunderholdning, drinks og noget at ryge på bagsædet. Det kom der en artikel om i Jyllands-Posten.
– Jeg havde teksten til godkendelse. Der var kun en fejl. Journalisten skrev, at man kunne låne et bambusrør til at ryge joints, men det var altså et elfenbensrør, griner Ivan Lund.
For det gik vildt for sig. Så vildt at Ivan opbyggede en stor spillegæld. Han flygtede til Nakskov og svor aldrig at gå ind i spillebutik igen.
Senere flyttede han ind i Farum Midtpunkt. Det var her, at han fik sin første hund. Han købte den for 200 kroner af et junkiepar, fordi han havde ondt af hunden. Han har haft hund lige siden.
– Jeg har altid elsket hunde, men man kan ikke have hund, når man kører taxa, så jeg måtte vente til det passede ind, forklarer Ivan Lund.
Han fik sin næste hund gratis af et par på Christiania, fordi de vidste, at han ville passe godt på den. For otte år siden købte han så Vinni af en avler i Værløse. Han elskede den hund over alt andet på jorden, men Vinni fik en ryglidelse og kunne ikke mere.
Ivan var i sorg og gjorde opmærksom på det overfor lokalbefolkningen, som støttede flot op med en indsamling til en ny hund. Men en mand i sorg og en lille hvalp, som han ikke selv havde valgt, var ikke det rette match. Hunden blev leveret tilbage!!
Ivan rettede i stedet henvendelse til avleren i Værløse, og så fik han en drømmehund.
– Min Vinni er en god hund, men også lidt af en bølle, men den forstår at lege med de andre på en god måde, siger Ivan og bliver alvorstung.
– Jeg elsker mine hunde. Jeg vil aldrig svigte dem. Jeg har vilde smerter og burde lægge på hospitalet. Avleren i Værløse har tilbudt at passe Vinni, men jeg vil ikke svigte hende, fortæller Ivan Svejgaard Lund.
Sådan er det med Ivan. Hundene er hans et og alt.
Det kan man altid få en snak med ham om, eller for den sags skyld en god historie fra tiden som taxa-chauffør. Måske den om manden, som kom op at køre på hans motorhjelm eller den om røveren på bagsædet, eller den om de uendelige ture med togchaufførerne. Der er nok af dem. Og de er satme gode. 
Selvom Ivan ryger noget lidt stærkere end Prince, så er han ikke spor farlig.
Prøv at dinge Ivan og ikke kun dav´e ham.
Han giver gerne en kop kaffe i sin lejlighed i Espebo.