Værløse BasketBall Klub råder over et damehold i top-10 på nationalt plan. Holdet spiller i 1. division Øst og er klar til slutspillet.
Af Mikkel Kjølby
Smilene var brede, da det for nogle år siden lykkedes at samle en stor gruppe tidligere Værløsespillere til et hyggeprojekt i Søndersøhallen.
Der er tale om spillere med et højt niveau, men uden tid og lyst til at træne voldsomt meget.
Holdet spiller i 1. division Øst, hvor det blev til en fjerdeplads. I næstsidste runde udfordrede Værløse det suveræne tophold fra Hørsholm.
Her er der tale om et andethold, som har samlet mange tidligere landsholsspillere. Hørsholm 2 vandt endda pokalfinalen over et af topholdene i dameligaen.
Værløse var foran med to point kort før, men endte alligevel med at tabe. Ugen efter blev det til en pligtsejr på 54-49 over DTU.
– Det var en pligtsejr. Det blev lidt for tæt, men vi havde blikket rettet mod den næste kamp mod Hørsholm, fortæller træner Jesper Hauge.
For Værløse skal igen op imod Hørsholm i kvartfinalen. Vinderen af kampen skal spille Final Four i 1. division den første weekend i maj.
– Hvis vi kan spille lige så godt, som i anden halvleg senest, så har vi en chance, men den bliver svær, vurderer Jesper Hauge.
Han er nu godt tilfreds med, at holdet fungerer i tråd med konceptet.
– Vi træner kun to gange om ugen, det er ikke engang alle spillerne, som har tid til det. Det har været en bevidst beslutning, fordi spillerne skal have tid til deres studier og arbejde. På den måde er det stadig kompetitivt og sjovt. Vi kan stadigvæk bide fra os. Det øjeblik vi sætter træningsmængden op til fire gange om ugen, så tror jeg, at projektet slutter, vurderer Jesper Hauge, som dog kunne tænke sig, at man gjorde ligesom hos herrerne.
Her er der en liga med 12 hold og så et slutspil for toppen og bunden. I dag er der blot fem hold i dameligaen.
– Vi ville kunne deltage i et Pro A og Pro B slutspil. Reelt er vi det 7 eller 8 bedste hold i Danmark, vurderer Jesper Hauge.







