Det danske basketballlandshold tager imod Norge i en særdeles afgørende kamp i VM-kvalifikationen. Det sker lørdag den 2. august kl. 18 i Farum Arena.
Lørdag den 2. august tager det danske herrelandshold i basketball hul på VM-prækvalifikationen, når de møder Norge på hjemmebane i Farum Arena.
Danmark er i gruppe med Norge og Kroatien, og to af de tre hold kvalificerer sig til VM-kvalifikationen, hvor det allerede nu ligger fast, hvilken gruppe Danmark skulle havne i, hvis de bliver blandt de to bedste.
Bliver Danmark nummer et i gruppen, havner vi i gruppe med de tyske verdensmestre, Israel og Cypern. Bliver Danmark nummer to i gruppen, havner vi med mægtige Spanien, Georgien (som vi kender fra seneste EM-kval) samt vinderen af gruppen med Schweiz, Ukraine og Slovakiet).
Foss vil videre fra gruppen
Statistikkerne vil vise, at Norge er den modstander, som vi med afstand har slået flest gange – 40 gange for at være helt præcise. Men vi skal ikke mange år tilbage, før vi finder et dansk nederlag til naboerne fra nord, som er anført af den dygtige guard Harald Frey.
Det må dog ikke ske igen, og meldingen er ganske klar fra herrelandstræner Allan Foss:
– Vi skal videre fra denne gruppe – også selvom det hedder Kroatien som den ene modstander. Kroatien er jo en stor nation i international basketball, der har været lidt udfordret de sidste par år. Norge er en anden sag – dem har vi spillet imod nogle gange, og det har været både godt og skidt. En enkelt gang før har Danmark undervurderet Norge, og det var ikke kønt, så det kommer ikke til at ske igen, at Danmark undervurderer Norge. Norge spiller hårdt, hurtig og uimponeret, så det skal vi være klar til, siger Allan Foss.
Allan Foss har denne gang udtaget en trup frem mod VM-prækvalifikationskampene mod Norge og Kroatien, hvor der er flere ubeskrevne blad i A-landsholdsregi.
– De yngre kan læne sig op ad mere erfarne spillere som eksempelvis Kevin Larsen, Mads Bonde og Sylvester Berg, og vi skal ikke starte forfra hele tiden. Kontinuitet er vigtigt, men det er en større kritisk masse af spillere også, og den kritiske masse skal have kampe i benene, inden de skal spille afgørende roller, siger Allan Foss til Danmarks Basketball-Forbund.
Blandt de nye i truppen er de to college-spillere Johan Munch og Jermaine Ballisager Webb samt Værløse Blue Hawks 19-årige Ogbemudia Uagboe.
– De nye spillere har i min optik stort potentiale, og det er også min og vores opgave at sikre en bedre forløsning af det potentiale. Det handler ikke kun om landsholdskampe, men det handler om, at vi kan og skal hjælpe dem med at begå sig på internationalt niveau – også i klubregi, forklarer Allan Voss.
Truppen
Adam Heede-Andersen (Svendborg Rabbits)
Bakary Dibba (CB Breogan)
Dane Erikstrup (Donar)
Jermaine Ballisager Webb (Portland Pilots)
Johan Munch (Oregon State Beavers)
Jonathan Klussmann (Paderborn Baskets)
Kevin Larsen (Free agent)
Mads Bonde Stürup (Guuk Gipuzkoa)
Marcus Møller (Unicaja Andalusia)
Niklas Polonowski (Pennsylvania Quakers)
Ogbemudia Uagboe (Værløse Blue Hawks)
Sylvester Berg (Bakken Bears)
Tobias Brahe Jensen (Ratiopharm Ulm)
Zarko Jukic (Free agent)
Kampprogram
02. august kl. 18:00: Danmark – Norge (Farum Arena)
09. august kl. 20:30: Kroatien – Danmark
13. august kl. 18:00: Norge – Danmark
20. august kl. 19:00: Danmark – Kroatien (Farum Arena)






