
Ordningen med betalingsparkering ved Farum Bytorv udløste en voldsom kritik. Nu er projektet udskudt.
Af Mikkel Kjølby
Det var tænkt som en forbedring af forholdene for kunderne på Farum Bytorv, men sådan blev det ikke opfattet.
I et forsøg på at fjerne langtidsparkerende håndværkere og pendleres biler fra parkeringspladserne ved Farum Bytorv nåede Furesø Kommune, Dades/Nrep og Farum Bytorv i enighed frem til et projekt med to timers gratis parkering, nummerpladegenkendelse og endda mulighed for forlængelse af den gratis periode, hvis man er til et arrangement i Farum Kulturhus.
Projektet skulle efter planen sættes i gang den 17. februar, men sådan bliver det ikke.
I en kortfattet meddelelse skriver Dades til Alt Om Furesø, at de planlagte ændringer i parkeringsordningen på Farum Bytorv, hvor der skulle indføres to timers gratis parkering fra den 17. februar 2025, bliver udskudt.
Dennis Bothmann Wiberg, Asset Manager i NREP, forklarer:
– Indtil videre forbliver parkeringen uændret, og der vil fortsat være fri parkering, som hidtil. Så snart vi har mere information om en ny ikrafttrædelsesdato, melder vi det klart ud, lyder det fra Dennis Bothmann Wiberg, som fortsætter:
– Vi vil i god tid sørge for tydelig kommunikation – både i pressen og direkte på bytorvet – så alle brugere af parkeringspladsen er informeret, når de nye regler træder i kraft senere på foråret.
På sociale medier har en lang række lokale borgere givet udtryk for solid skepsis overfor ordningen.
Fakta
Parkeringsordningen kommer til at gælde alle dage mellem kl. 8 og 18.
Der er to timer gratis parkering. Har man brug for at parkere længere, skal man betale pr. påbegyndt time: 20. kr. for den første time efter de to timers gratis parkering, 25 kr. for time fire og 35 kr. for de efterfølgende timer.
Hvis man ikke betaler for parkering efter to timer, holder uden for bås eller parkerer på handicapplads uden handicapkort, kan man få en afgift. Den vil udgøre 910 kr.
Der vil være dobbeltafgift, hvis man holder uberettiget på en handicapparkeringsplads.
Ladepladser forventes etableret i løbet af sommeren.
1 kommentar til “Betalingsparkering ved Farum Bytorv udskydes”
Hvad med Rådhustorvet 1. time gratis.
Holdtræning hos Furesø fysioterapi varer 1 time. Hvis man vil undgå afgift skal man holde op mindst 15 min før for at nå at klæde om og gå ud til bilen
5 min over tiden koster 24 kr.
Der har været meget dårlig/ingen orientering om parkering på Rådhustorvet
Der er blevet sat skilte op.
Hvad med biler med handicapskilt? Handicap P-pladser?
John Lange
Der er lukket for kommentarer.