Galaksen genopsætter RODLØS, RASTLØS, HUDLØS den 6. og 7. maj. Det sker efter markante reaktioner efter de første forestillinger.
Af Mikkel Kjølby
Galaksens Borgerscene har de seneste år har succes med forestillinger, hvor man går meget tæt på personlige historier. Det var konceptet med hjemløseforestillingen Skidefuld af historier og ungdomsforestillingen Sprækker.
I år har man gentaget succesen med endnu en ungdomsforestilling i samarbejde med Ung Furesø og Furesø Musikskole. Den har fået navnet RODLØS, RASTLØS, HUDLØS. Her åbner en flok modige unge åbner for sluserne
Jeppe Leopold, Anne West Mayland Lyngholm, Caroline Dalum Messmann, Daniel Vendelborg, Ditte Vedel og Ida Sofie Skjelmose Engdahl instrueres af Morten Mathiesen og er sat i scene af Rasmus Finsen.
Forestillingen blev vist første gang ved Lun på Ord i januar måned og igen i vinterferien, men fortvivl ikke, hvis I missede den, for den bliver genopsat den 6. og 7. maj i Galaksen, og der kommer også et par skoleforestillinger.
– Vi inviterer stort set altid kommunens ældste klassetrin til at komme, og opleve vores borgersceneforestillinger gratis. Det giver rigtig god mening for os at prioritere – og det leder jo direkte til en del af svaret på, hvad den her form for teater kan. For en forestilling som RODLØS er et vindue ind til det univers, ungdomslivet er på godt og ondt, fortæller Ann-Sofie Bjerregaard Reuter fra Galaksen.
Hun pointerer vigtigheden af, at ungdommen får en stemme.
– Teater er jo, ligesom litteraturen og kulturen i øvrigt, et spejl på vores tilværelse, og med RODLØS får et helt særligt segment en stemme på en unik og enormt autentisk og vedkommende facon. Det er dramatisering af de medvirkendes egne historier og erfaringer og fortæller publikum om hvad der er med til at forme os som mennesker, hvad der er meningsskabende for nogen, hvad der præger os og følger os videre i livet, forklarer Ann-Sofie Bjerregaard Reuter.
Det er tanken, at udskolingsklasserne får noget at arbejde med hjemme i klasselokalerne – identitet, mening, køn, kriser og udvikling.
– Teaterstykket favner det hele og tør godt dvæle ved eller favne det, der kan være både svært, tungt og ubærligt men viser på samme tid også, at der er håb, at det, der på godt og ondt former os, giver os noget godt og meningsfuldt med videre i livet. Det understreger håbet og lyset for enden af tunnelen, fortæller Ann-Sofie Bjerregaard Reuter.
