Borgmester Ole Bondo Christensen (A) og udvalgsformand Helle Vallentin (Ø) ser med stor alvor på situationen i Furesø Jobcenter. ”I en sådan proces er det vigtigt, at medarbejdere er godt informerede, trygge og bakker op om de forandringer, der skal gennemføres”, lyder det i en fælles udtalelse.
Af Mikkel Kjølby
I mandags kunne Alt Om Furesø afsløre, at mere end halvdelen af de 69 medarbejdere i Furesø Jobcenter pr. 1.9.24 er væk på den ene eller anden måde, samt at medarbejderne ved et møde med kommunaldirektør Henrik Studsgaard gjorde det klart, at ledelsesstilen er uacceptabel, meget top-down og direkte diktatorisk. Medarbejderne på beskæftigelsesområdet gjorde opmærksom på, at utilfredsheden ikke skyldes reformen, men ledelsesstilen.
Kommunaldirektøren gav dog ingen indrømmelser til medarbejderne, udover at ledelsen går i dialog med medarbejderne om sagen.
Baggrunden for den alvorlige situation i Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale indsatser er beskæftigelsesreformens sparekrav til kommunerne. Furesø skal spare mindst 18,8 mio. kr., og formentlig en del mere. Forskellige tal har været luftet. 24-28 mio. kr., men helt op over 30 mio. kr. er også blevet nævnt i visse sammenhænge.
Udvalgsformand Helle Vallentin (Ø) oplyser til Alt Om Furesø, at hun for to uger siden ved et møde med Ole Bondo Christensen og forvaltningens ledelse udtrykte stor bekymring for besparelser på et område, som i forvejen er sparet i bund.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) og udvalgsformand Helle Vallentin (Ø) oplyser, at man ser med stor alvor på sagen.
– Vi kan ikke have, at vores medarbejdere mistrives og søger bort. Furesø skal være en god arbejdsplads, hvor der er godt at være. Alle landets kommuner står midt i en stor reform, hvor jobcentrene skal udføre deres opgaver på en anden måde. I en sådan proces er det vigtigt, at medarbejdere er godt informerede, trygge og bakker op om de forandringer, der skal gennemføres, lyder det i en fælles udtalelse.
Videre forklarer Ole Bondo Christensen og Helle Vallentin:
– Byrådet fungerer som en overordnet bestyrelse for Furesø. Som borgmester, udvalgsformand og byrådspolitikere går vi ikke ind og blander os i den daglige ledelse. Den overlader vi til vores direktion og til chefgruppen. Men det er klart, at når vi ser store udskiftninger og hører, at der er medarbejdere, der ikke glade for at gå på arbejde, ja så tager vi en samtale med ledelsen om det. Det har vi også gjort i denne situation og understreget, at forandringer skal ske med respekt for vores medarbejdere, så alle føler sig informeret og hørt, lyder det fra Ole Bondo Christensen og Helle Vallentin.
Interim centerchef Katja Kayser indkaldte tirsdag morgen til et møde med medarbejderne på beskæftigelsesområdet.
– Vi ved at ledelsen er kede af den stemning, der er på Jobcenteret. Det er bestemt ikke sådan, de ønsker at samarbejdet skal fungere på. Ledelsen har haft møde med tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter og aftalt, at de sammen sætter initiativer i gang for at få det gode samarbejdet og arbejdsglæde tilbage. Vi følger situationen nøje, og det er vores klare forventning, at tingene snarest vil ændre sig til det bedre, siger Ole Bondo Christensen og Helle Vallentin.
Ekstra svær situation for Furesø
Furesø Jobcenter var under Flemming Sommers ledelse højt besunget af politikerne. Flemming Sommer sagde sin stilling op i september umiddelbart efter en organisationsændring, hvor han blev souschef i det nye Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale indsatser.
Furesø Jobcenter leverede flotte tal og var på den måde med til, at sikre kommunen en bedre økonomi. Ikke mindst fordi man formåede at få folk i arbejde uden at bruge formuer på det. Ifølge Helle Vallentin brugte Furesø Jobcenter 20.000 kr. pr. borger, mens landets mindst effektive jobcenter brugte 55.000 kr. pr. borger, men så kommer beskæftigelsesreformen, hvor kommunerne skal finde besparelser i forhold til kommunestørrelse og ikke deres udgifter.
– Hvis vi skal spare vores forholdsmæssige andel af 2,7 mia. kr., er det svært for os, fordi vi i forvejen havde nedbragt vores udgifter, forklarer Helle Vallentin og fortsætter:
– Foreløbigt er det meldt ud at, at Furesø Kommunes andel af besparelserne er på 18,8 mio. kr. årligt. Der er fortsat forhandlinger i regi af Kommunernes Landsforening om, hvordan de øvrige besparelser skal fordeles.








1 kommentar til “Bondo og Vallentin: Vigtigt at medarbejderne er trygge og bakker op”
Bliver spændende at høre, hvordan de vil ændre det, nu og alt for sent. Trusler og demoraliserende adfærd, høre fortiden til
Der er lukket for kommentarer.