Retten i Lyngby fulgte anklagemyndighedens påstand om længerevarende fængselsdomme samt udvisning af de fire tiltalte i sagen om den påsatte brand i Kong Kylling.
Af Mikkel Kjølby
Den 23. februar opstod en eksplosionsagtig brand i Kong Kylling på Værløse Bymidte.
Efter kort tid anholdt Nordsjællands Politi fire personer, som blev sigtet for ildspåsættelse og for at bringe andres liv i fare. De fire har siden siddet varetægtsfængslet.
Sagen har kørt ved Retten i Lyngby over fem retsdage. Nu er dommen faldet.
TV2 skriver søndag om sagen på baggrund af oplysninger fra forsvarsadvokat Erbil Kaya, som repræsenterede en af de dømte.
– En 34-årig mand og to brødre samt deres søster er søndag ved Retten i Lyngby blevet dømt for i februar at have påsat en brand i restauranten Kong Kylling i Værløse. De tre søskende er i alderen 20-22 år. Straffene lyder på mellem halvandet og to års fængsel, og de fire, som alle stammer fra Syrien, er desuden blevet udvist af Danmark, skriver TV2.
Sagen slutter ikke her. Alle fire har anket dommen til frifindelse. Sagen fortsætter dermed ved Østre Landsret.






