Jonas Sørensen er tilbage som cheftræner for Værløse Blue Hawks, men han er ikke den samme unge mand, som i 2009 skulle imponere hele det danske basketballsamfund.
Manglede den naturlige respekt
Tilbage i 2009 overtog 28-årige Jonas Sørensen et ramponeret førstehold i den næstbedste række. Sæsonen sluttede med 15 sejre på stribe og oprykning til Basketligaen.
For Jonas blev det til to sæsoner som ligatræner, før han selv valgte at tage en anden funktion i klubben.
– De to år i Basketligaen var de hårdeste i min trænerkarriere. Jeg havde ikke den naturlige respekt, som en træner skal have. Jeg lærte ekstremt meget af det. Jeg fandt ud af, hvor min egen grænse går for, hvad jeg vil acceptere, siger Jonas Sørensen.
Årene er gået med andre trænertjanser, fuldtidsarbejde som specialpædagog ved en skole og med at stifte familie. Sammen med Mette er det blevet til tre børn.
I sommers fik han kaldet fra sportschef Jesper Hauge. Det var en chance for at gøre noget på en bedre måde ud fra et bedre sted i livet.
– Det er spændende med et rent dansk hold. Det er spillere, som vil hinanden. For mig er værdierne blevet vigtigere med årene. Klubbens ledelse har de rigtige værdier. Det er rart at være et sted med gode mennesker, hvor alle gerne vil have, at man er der, forklarer Jonas Sørensen.
I forhold til 2009 er det en mere livsmoden Jonas Sørensen, som er tilbage som cheftræner i Søndersøhallen. Han har fået et andet fokus og nyder at møde de samme værdier i klubben.
– Der er en helt anden kultur i klubben. Man slår ikke et for stort brød op. Det skal være bæredygtigt i mange år endnu, siger Jonas Sørensen.
Det handler om andet og mere end at vinde den næste kamp.
– Med årene er jeg holdt op med at sætte sportslige mål om at nå den placering eller vinde den kamp. Jeg tænker mere i udvikling. Jeg har selvfølgelig et vindergen og gør det, der skal til for at vinde. Der er en balance i at spille for at vinde og spille for at udvikle spillere. Den balance kan være svær at finde. Men det er helt klart, at vi tænker mere i individuel udvikling end i resultatmål, forklarer Jonas Sørensen.
Vil sigte højere end B-slutspillet
Førsteholdstruppen har fire ugentlige træninger. Jonas Sørensen styrer de tre holdtræninger, mens assistenttræner Steen Guido har en træning, hvor fokus er på spillernes individuelle udvikling.
Værløse Blue Hawks hører til i Basketligaens økonomiske underklasse. De fem store hold har en økonomisk ramme, som de mindre klubber ikke kan matche. Jonas Sørensen ser dog muligheder i denne sæson.
– Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke kan sigte højere end slutspillet i Pro B. Hvis man ser bort fra Bakken Bears, har vi det mest velafbalancerede hold. Vi har noget at komme med på alle positioner. Vi har bredde. Vi har længde. Vi har gode guards. Vi har folk, der kan smide den i kurven udefra. Og vi kan spille på flere måder, fordi spillerne er så veluddannede og køber ind i projektet, fortæller Jonas Sørensen.
Nysgerrigheden er der endnu. Flammen brænder endnu. Jonas Sørensen ofrer gerne tid væk fra familien for at følge sin passion.
– Det er min passion. At være træner er en livsstil, siger Jonas.