Debat – Bedre ældrepleje – på trods af borgmesteren

Af Musa Harmanci, Niels Jørgen Brandt og Lars Carstensen (C), medlemmer af Ældre- og Sundhedsudvalget
Der er ingen tvivl: Vi har fortsat udfordringer i ældreplejen i Furesø.
Men det er vigtigt at sige det klart – der sker faktisk fremskridt. Og de sker på trods af, ikke på grund af, borgmesterens prioriteringer.
I 16 år har Socialdemokratiet haft ansvaret for kommunen. Det er rigeligt tid til at få styr på økonomien og skabe ro på ældreområdet. I stedet ser vi stadig sparekrav, urealistiske prognoser og et politisk spil, hvor ældre bruges som brik i en magtkamp. Borgerne og medarbejderne fortjener bedre.

På trods af modstanden har vi i Ældre- og Sundhedsudvalget skabt reelle forbedringer.
Vi har sikret automatisk regulering af hjemmeplejens budget – så økonomien følger antallet af borgere, der har brug for hjælp. Tidligere måtte man se ind i en tom kasse mod årets slutning, fordi flere ældre betød flere udgifter uden flere midler. Det er nu ændret.
Vi har fået styr på et område, der var tæppebombet med påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Kritikken var så alvorlig, at et plejehjem var tæt på at blive tvangslukket. Det er fortid nu.
Vi har skabt flere hænder i ældreplejen, selvstyrende teams og et stærkere fokus på ledelse og kvalitet.
Der er kommet flere midler til plejehjemmene, og vi har friholdt Gedevasevang og Skovgården for borgmesterens besparelser. Og et nyt friplejehjem er på vej i Furesø.

Men meget mangler endnu.
I årets budgetforslag lagde borgmesteren ikke op til en styrkelse ældreområdet. Kun gennem hårdt arbejde lykkedes det os at få fjernet besparelserne på aktivitetscentrene og skaffe flere lønkroner til plejehjemmene. Selv den såkaldte Ældremilliard, hvor Furesø fik 7 millioner, blev kun halvt udmøntet til ældreområdet, resten beholdt borgmesteren centralt.

Vi vil noget andet.
Vi vil fortsætte arbejdet for at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere, skabe stabile teams omkring hver borger, sikre valgfrihed og kvalitet i plejen, og give pårørende bedre støtte og aflastning. Og vi vil have mad, som de ældre selv vælger.
Ældreplejen i Furesø fungerer, fordi der er dygtige medarbejdere, ledere og politikere, der kæmper for den hver eneste dag. Men for at løfte kvaliteten for alvor, kræver det nyt lederskab.
De bedste kommuner har konservative borgmestre. Det er på tide, at Furesø får én også.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Debat – Bedre ældrepleje – på trods af borgmesteren”

  1. Niels Teinhart

    Det er da interessant, at Musa Harmanci nu har fundet et nyt politisk hjem hos de konservative – efter tidligere at have været medlem af både Socialdemokratiet og Venstre.

    Endnu mere interessant bliver det, når man husker, at de konservative har haft formandsposten for Ældre- og Sundhedsudvalget de sidste fire år og har stemte for samtlige budgetaftaler gennem de seneste 16 år.

    Så når Musa, Lars Carstensen og co. nu forsøger at give indtryk af, at ansvaret alene ligger hos borgmesteren, så er det altså en sandhed med modifikationer.
    De har selv siddet med hænderne på både rattet og pengekassen – og trykket “ja” hver eneste gang.

    Man kan næsten ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at alle de partier, Musa har været medlem af, også har stemt for de budgetter, han nu kritiserer.
    Det er da trods alt rart med lidt kontinuitet midt i al partiskiften. 😉

Der er lukket for kommentarer.