Debat – Den mørklagte økonomi

Hvad er op og ned med Harbirks fremtid indenfor den visiterede buskørsel i Furesø Kommune?

Af Niels Jørgen Brandt (C), byrådsmedlem og medlem af Natur- og Klimaudvalget og Ældre- og Sundhedsudvalget
Onsdag den 8. oktober vil et samlet byråd godkende kommunens budget for de kommende år. Det er valgår, og besparelser er afløst af pengegaver, hvor alle partier får nogle lunser, så de siger ja til budgettet. Hvor lunserne i mange tilfælde er tilbagerulning af ærgerlige besparelser besluttet i 2024. Borgerne må se måbende til dette budget-teater.
Jeg vil tage et andet tema op omkring budgettet. Alt det vi ikke ved og har svært ved at få fakta omkring. Den mørklagte økonomi i budgettet. Den økonomi, der er svær at genneskue og svær at få svar på, når man spørger forvaltning og borgmester.
Lad mig give nogle eksempler, hvor jeg selv er løbet panden mod en mur over de seneste måneder.

Visiteret buskørsel
Borgmesterens forvaltning besluttede allerede i 2024 uden politisk involvering at overdrage udbud af visiteret buskørsel til Movia. Visiteret buskørsel, som primært Harbirk har leveret de seneste mange år, til meget stor tilfredshed for borgerne. Et udbud på 20 sider i 2018, som Harbirk vandt, blev med Movia til over 70 sider. Med så mange krav, at Harbirk valgte ikke at byde. Så Harbirk stopper fra årsskiftet. Ind kommer 5 nye operatører, valgt af Movia. Jeg er meget bekymret over servicekvaliteten, når de nye operatører tager over. Men også for økonomien. Den har jeg spurgt til – bliver det dyrere eller billigere, nu hvor både operatører og Movia skal kompenseres? Har vi fået en discount-løsning for at holde budgetterne med
Movia som mellemled? Det har jeg ikke kunnet få svar på. Mørklægning.

Medarbejderomsætning
Medarbejderomsætningen i Furesø er skyhøj. Hver 3 medarbejder indenfor ældre- og sundhed forlader kommunen hvert år. Mellem hver 3 og hver 4 indenfor skole- og dagtilbud. Senest har der været kæmpe medarbejderflugt fra Jobcentret. Over årene har der været stort gennemtræk af kommunaldirektører og ledere i direktionen. Det er rigtig dyrt at miste så mange medarbejdere. Dyrt i rekruttering og oplæring. Dyrt i tab af kompetencer. Og borgerne oplever hele tiden nye sagsbehandlere, SOSU’er og pædagoger. Kontinuiteten tabes. Det er omkostninger, der ikke fremgår af budgettet nogen steder. Jeg har spurgt til hvor dyrt det er for Furesø med den høje medarbejderomsætning. Det har jeg ikke kunnet få svar på. Mørklægning.

Lys på private fællesveje
Borgmesterpartiet har meget længe arbejdet for at borgere på private fællesveje selv skal betale for belysning. For at realisere en årlig besparelse på 400.000 kr. Et ærgerligt forslag, som Konservative er imod af mange grunde. Jeg har prøvet at få svar på hvor stor en administrativ opgave, det er, at realisere denne besparelse. Det har jeg ikke kunne få svar på, og i spareforslaget var der ikke estimeret en administrativ udgift. Så kan man kigge mod Rudersdal, som har haft et tilsvarende spareforslag til behandling i 2024. Her estimeredes 2 års planlægning og implementering med 1,5 årsværk pr år. Ialt 2 mio i administrativ udgift, før der kan realiseres en besparelse. Rudersdal forkastede spareforslaget. I Furesø lever forslaget stadig, men er gemt af vejen til efter valget. Mørklægning.

Andre eksempler
Der er andre eksempler, og dem vi måske ikke engang kender endnu. Det bliver blandt andet interessant at følge udgifterne på Baunesletten for projektet med 2 køer i en stor indhegning. Hvor der stadig skal anlægges gangbro over et fredet dige, trækkes el, bygges læskur og desuden tilses dyr hver dag.
Men det største område, der fortjener kulegravning, er Furesø-gælden. Gælden var oprindeligt for næsten 20 år siden i 2006 på 3 mia. Her så mange år efter er der fortsat næsten 1,75 mia at betale tilbage. Har kommunen udvist rettidig omhu med at få afdraget på gælden? Hvad er den ærlige analyse af forløbet og mulighederne? Det skal et kommende byråd og en ny borgmester tage fat på.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

2 kommentarer til “Debat – Den mørklagte økonomi”

  1. Kenneth Kjemtrup

    Niels Jørgen Brandt har i dette debatindlæg fat i en række centrale punkter. I en tid med nedskæringer, som så alligevel ikke er nedskæringer lige før valget på ældreområdet, er det uansvarligt at bruge penge på indhegning af to køer, etablering af anlæg og en årlig drift på Baunesletten eller hvor kommunalbestyrelsens flertal end måtte ønske.
    Der vil helt sikker påføres kommunen et stor udgift i forbindelse med overdragelsen af vejbelysning til grundejerne. I Ny Bringe Grundejerforenings område vil vi kræve at alle kabler bliver omlagt, da de ikke ligger i den korrekte dybde.
    Den store medarbejderomsætning mærkes også i foreningerne, når aftaler ingået med en medarbejder i kommunen ikke overføres til den nye medarbejder, når den man har ingået aftale med rejser. Det er der talrige eksempler på.

Der er lukket for kommentarer.