Af Flemming Oppfeldt. Søvej 5. 3520 Farum
Det er lidt uforståeligt, at det altid bliver politiet der bliver skubbet foran, når Furesø Kommune skal forklare, hvorfor hastigheden ikke bliver sat ned på Slangerupvej, Paltholmvej, Frederiksborgvej og Jonstrupvangvej.
De fire nævnte strækninger kan defineres som bymæssig bebyggelse, og det er op til Furesø kommune.
F.eks. Slangerupvej/Bistrupvej. På strækningen fra Bistrup forbi åbne marker og 1 planteskole og 1 nedlagt planteskole og gennem et vejsving, er området i dag defineret som bymæssig bebyggelse. Her gælder 50 km/t.
Det samme kunne sagtens gennemføres fra motorvejsafkørslen ved Farum Midtpunkt af Slangerupvej til og med Farum Kaserne. Her burde der gælde 50 km/t fordi vi er i objektiv bymæssig bebyggelse.
At Paltholmvej og Frederiksborgvej er 60 km/t og ikke 50 km/t er en kommunal skandale, hvor ansvaret alene ligger hos kommunen.
Husk: støj fra vejtrafik belaster helbred og forkorter levealder. Derfor skal hastigheden ned.
Er det ikke snart på tide, at vi i Furesø står sammen om at forlange at støjen på Hillerødmotorvejen reduceres nu, før yderligere udbygning. Indtil videre kan det være med nedskiltning til 90 km/t i Værløse og Farum.
Debat – Det er byrådet der afgør 50 km/t.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
2 kommentarer til “Debat – Det er byrådet der afgør 50 km/t.”
Spot on fra Flemming Oppfeldt.
Furesø kommune er faktisk med i en forsøgsordning, hvor lokale hastighedsgrænser på vejstrækninger af væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling kan nedsættes til 40 km/t af hensyn til at nedbringe støjniveauet.
Kære Wagner
Tak for den oplysning. Man må sige at kommunen putter meget med den information.
Hvis man bor i Farum Midtpunkt, som har hundredevis af lejligheder ud til Frederiksborgvej, så gør det en stor lydforskel om hastigheden her er 50 eller 60 km/t
De nuværende 60 km/t er også farlige ud fra et færdselssikkerhedsmæssigt synspunkt. Prøv at køre ud fra Midtpunktet stamveje i myldretiden. Det er smadderfarligt, eller prøv at køre ud fra Gammelgårdsvej/Frederiksborgvej. Jeg tror mange kan genkende de farlige situationer.
Min pointe er, at jeg har svært ved at se, at politiet ikke kan overbevises i en fornuftig dialog om disse spørgsmål.
Jeg efterlyser noget aktivisme fra byrådets side, når det gælder om at gå fra skåltaler til egentlig støjbekæmpelse.
Der er lukket for kommentarer.