Af Niels Teinhart (S).
Det er rigtigt, at Furesø står over for en stor opgave. Og det er rigtigt, at vi skal kunne modtage flere ukrainske flygtninge de kommende år. Men debatten bliver ikke mere oplysende af, at vi opstiller falske modsætninger eller omskriver historikken.
Ukrainehuset var og er en vigtig del af løsningen, da krigen brød ud i 2022. Rotary, Widex og mange frivillige fortjener stor ros for hurtigt at stille noget til rådighed, da kommunen stod i en akut situation. Det løste et konkret problem – og gjorde det ordentligt. Lars Carstensen var en del af den etablering, og det skal anerkendes.
Men allerede fra starten var der – efter den daværende lovgivning – en klar forventning om, at ukrainere, som etablerede sig i Danmark, havde krav på at få tilbudt en mere permanent bolig. Det er ikke noget nyt. Det er præcis den samme model, som Furesø tidligere har anvendt ved modtagelsen af andre flygtninge, bl.a. syriske.
De almene boligselskaber trådte også denne gang ansvarligt til. På eget initiativ stillede vi boliger til rådighed ud over det sædvanlige, sprang egne ventelister over og gjorde det netop for at sikre fleksibilitet og plads, så kommunen ikke blev låst i sin almindelige anvisningsret. Det var et loyalt, lovmedholdeligt og velafprøvet bidrag til løsningen.
Derfor er det problematisk, at det efterfølgende – også fra Lars Carstensens side – blev italesat, som om det var forkert eller nærmest en straf at flytte fra Ukrainehuset og ind i en almen bolig, selv om ukrainerne efter lovgivningen havde krav på netop det.
For vores nuværende beboere opleves det som grænseoverskridende, at deres hjem – som de har stået længe på venteliste for – bliver fremstillet som noget, man helst skal undgå. Almene boliger er ikke et nederlag, men fundamentet for ro, privatliv og et almindeligt hverdagsliv.
Samtidig bliver økonomien gjort til et argument. I Ukrainehuset betaler beboerne omkring 2.500 kr. om måneden. Det er naturligvis billigere end en almindelig almen bolig. Jeg har fuld forståelse for, at det kan opleves som en stor ændring.
Men vi kan ikke indrette boligpolitik efter, at én løsning er markant billigere end andre – og slet ikke gøre det til et moralsk argument imod, at mennesker får samme boligvilkår som andre borgere og andre flygtninge.
I den forbindelse bliver det også nævnt, at den nuværende situation giver mulighed for, at nogle ukrainere kan sende penge hjem til Ukraine. Det er helt ved siden af.
Kommunens opgave er ikke at vurdere eller regulere flygtninges private økonomiske dispositioner. Hvis man brugte samme argumentation over for andre krigsflygtninge, ville reaktionen være massiv – og med rette. Det er simpelthen ikke en kommunal opgave.
Når Lars i dag kritiserer kommunen for ikke at have etableret flere midlertidige boliger, springer han samtidig let hen over, at han selv var med til at problematisere den anden helt nødvendige del af løsningen: overgangen til almene boliger. Når man gør den del politisk kontroversiel, bremser man den kapacitet, der skulle have gjort det muligt både at hjælpe dem, der allerede var her, og dem der kom efter.
Konsekvensen er, at Ukrainehuset i dag i praksis fungerer som en flaskehals frem for en del af et samlet boligforløb. Det er ikke et resultat af manglende muligheder, men af at en kendt og lovmedholdelig løsning ikke blev fulgt til dørs.
Derfor er det heller ikke et valg mellem at “gøre forholdene dårligere” og at tage ansvar.
Det ansvarlige er at bruge alle de redskaber, vi har – civilsamfundets engagement, særlige boligløsninger og almene boliger – uden at udskamme nogen af delene.
Ukrainehuset er en vigtig del af løsningen.
Men almene boliger er ikke problemet. Og den situation, vi står i i dag, kan ikke forklares uden også at se på, hvem der var med til at bremse den løsning, som allerede lå på bordet.
