Hareskov If trak det længste strå i et tæt og jævnbyrdigt naboopgør. Værløse løb tør for energi i slutfasen.
Af Mikkel Kjølby
For første gang i årtier spiller førsteholdene for Værløse Boldklub og Hareskov IF i samme række. Værløse vandt det første lokalopgør på Ravnehusbanen i Hareskovby, men oprykkerne fra Hareskov If tog revanche i returopgøret på Værløse Stadion.
Værløse var meget på bolden i første halvleg, hvor Hareskov stod kompakt og lurede på omstillingsmuligheder over kanterne.
Efter en kedelig halv time scorede Jonas Mortensson et sandt drømmemål, da han lige udenfor feltet helflugtede bolden i mål til 0-1.
Kort efter havde Karl-Emil Lyngstrand Baagø en friløber, men Værløses målmand Jacob Olsen afværgede på fornem vis.
Værløse fik endnu mere boldbesiddelse, og fem minutter før pausen kom udligningen helt fortjent. Men først efter en annulleret scoring, da Hareskovs målmand Oliver Stjärnqvist lige akkurat fik en hånd ovenpå bolden i afslutningsøjeblikket.
Værløse kombinerede fint igennem. Til sidst lagde Mathias Preuthun fladt ind i feltet, hvor Benjamin Benchimol blot satte indersiden til bolden og udlignede til 1-1.
Kampbilledet fortsatte i starten af anden halvleg. Værløse havde bolden mest, men der var chancer i begge ender.
Afgørelsen faldt, da Morten Sørensen lagde en stikning til Karl-Emil Lyngstrand Baagø i venstre side. Han sendte bolden fladt i mål ved modsatte stolpe.
Der resterede 20 minutter af kampen, men der var ikke flere kræfter i Værløsespillerne. I stedet var Hareskov tæt på at gøre det til 1-3.
– Vi valgte at spille afventende. Vi ville have omstillinger over kanterne helt i bund, forklarer træner Anders Helmer.
Det er Hareskovs første sæson i Serie 1, men med denne sejr står det klart, at holdet er sikret endnu en halvsæson i rækken.
– Der er altid en usikkerhed, når man kommer op i en ny række, hvor der er bedre hold, men det har været en fin sæson. Nu er vi fri af det der nedrykningsspøgelse og kan arbejde videre, siger Anders Helmer.
For Værløse betyder nederlaget, at der fortsat er arbejde at gøre. Holdet er seks point foran nummer syv, Brøndby, med tre runder tilbage. De to hold mødes indbyrdes i næstsidste runde.
Det står klart, at nummer otte rykker ud, mens nummer syv kan risikere nedrykning. Det afhænger af antallet af sjællandske nedrykkere fra Danmarksserien.







