Af Allan Ravn og Nicolai Bechfeldt (V), kandidater til kommunalvalget i Furesø.
Furesø kommunes indtægtsgrundlag hviler for tungt på borgernes skuldre. Personskatter står for næsten 86 % af indtægterne, imens selskabsskat kun udgør lidt over 2 %. Det er ikke holdbart, hvis vi vil sikre både velfærd og tryghed i borgernes privatøkonomi fremadrettet. Vi har brug for en erhvervspolitik, der skaber vækst og giver plads til velfærd. I dag spænder kommunen oftest ben for sit eget potentiale.
For det første mangler vi helt konkret områder, hvor virksomheder kan etablere sig. Mange af de eksisterende erhvervsområder er næsten fuldt udnyttet, og nye arealer bliver i højere grad udlagt til boliger. Resultatet er, at virksomheder, der vil vokse eller flytte til Furesø, ender med at søge mod nabokommunerne. Hermed forsvinder gode arbejdspladser og skatteindtægter ud af kommunen.
For det andet savner vi gennemsigtighed i kommunens udbud. På papiret lover Furesø at understøtte små og mellemstore virksomheder (SMV), men vi har ingen tal for, hvor stor en andel af kontrakterne faktisk går til de små og mellemstore virksomheder. Uden data er det gratis at hævde, at man har en SMV-venlig udbudspolitik.
For det tredje har iværksætter-overlevelsen været faldende. Fra 2018 til 2019 faldt antallet af virksomheder der overlever efter tre år fra 65 % til 54 %. Det ville have været rart at kunne arbejde med nyere tal herfor, men kommunen har ikke offentliggjort sådan tal. For at være en iværksættervenlig kommune er vi selvfølgelig nødt til at sætte mål for, hvordan vi hjælper flere virksomheder til at etablere sig, vokse og dermed skabe arbejdspladser. Kommunen mangler ganske enkelt en strategi for at hjælpe iværksætterne gennem de første kritiske år.
Hvis vi vil have en sund økonomi, skal vi turde tage fat i de erhvervspolitiske problemer. Derfor foreslår vi som Venstre-kandidater til kommunalvalget:
1. At vi udlægger flere erhvervsarealer i kommuneplanen og moderniserer de eksisterende områder, så virksomheder faktisk kan få plads til at drive og udvikle forretning i Furesø. Naturligvis med respekt for vores grønne områder.
2. At vi offentliggør, hvor stor en andel af kommunens kontrakter, der går til SMV’er, og sætter konkrete mål for at hæve andelen.
3. At vi kommunalt laver en partnerskabsaftale med Furesø Iværksætterhus. Det er et fremragende initiativ båret af lokale ildsjæle, men en partnerskabsaftale kunne tjene til at procesoptimere og guide iværksætter endnu bedre og dermed hæve chancen for succes og overlevelse.
4. At vi ændrer kommunens nuværende betalingsforpligtelse fra 30 dage til et 10 dages betalingsløfte overfor små leverandører, så likviditeten styrkes lokalt. Når kommunen har modtaget en vare eller en service, så kan den også betales umiddelbart efter.
Venstrefløjen vil måske indvende, at det er ligegyldigt at vækste erhvervslivet, fordi selskabsskatten alligevel udlignes mellem kommunerne. Men det er en misforståelse og i øvrigt en usolidarisk en af slagsen. Stærkere virksomheder betyder også flere gode arbejdspladser, højere indkomstskatter, større lokal omsætning og mindre afhængighed af den statslige udligning.
Og vi skal huske: Udligningsmodellen ændres med jævne mellemrum – senest i 2020. Staten kan og vil i fremtiden ændre modellen igen. Når Furesø i dag både er nettomodtager af selskabsskat og samtidig har en enorm gæld, så står vi særligt udsat, når reglerne ændres. Derfor skylder vi vores børn og ældre at øge vores økonomiske robusthed.
Furesø kan ikke leve af lønsedler alene. Vi har brug for en erhvervspolitik med plads til vækst, for at have råd til fremtidens velfærd. Vækst og velfærd går hånd i hånd.







