Debat – Har vi minimumsnormeringer i Folkeskolen i Furesø?

Af Louise Brandt. Kredsformand. Furesø Lærerkreds
Jeg bliver bekymret og frustreret, når jeg læser en forælders beskrivelse af sit barns oplevelser i en klasse med 29 andre elever på en af kommunens folkeskoler for et par uger siden i Alt om Furesø.
I Furesø Kommune arbejdes der lige nu med flere projekter. Skolechef Per Christensen nævner Projekt Stærke Fællesskaber, som er et stort projekt, der skal sikre at flere elever trives i almene klasser. I medarbejdergruppen, har vi igennem flere år arbejdet med BFA (Brancheforeningen for arbejdsmiljø) for at styrke arbejdsmiljøet og passe på lærere og pædagoger. Derfor blander jeg mig nu i debatten om de høje klassekvotienter i nogle klasser i Furesø Kommune.
Fra et lærerperspektiv er det vigtigt at sige klart, at meget store klasser – op til 30 elever på indskolings- og mellemtrinnet – er ekstremt krævende at løfte pædagogisk. I en 3. klasse er eleverne stadig i gang med at opbygge grundlæggende faglige færdigheder, sociale kompetencer og skolelyst. De har brug for nærværende lærere, ro, gentagelser og mulighed for individuel støtte. Når elevtallet bliver så højt, udfordres alle disse elementer samtidig.
Det bliver vanskeligt at give den nødvendige opmærksomhed til de elever, der enten er fagligt usikre, mistrives eller let overstimuleres af støj og uro. Samtidig skal der undervises, konflikthåndteres og dokumenteres, og der skal arbejdes med gode relationer. Mange lærere oplever, at de konstant må prioritere brandslukning frem for målrettet undervisning. Det er fagligt frustrerende og slider over tid.
De fysiske rammer, som beskrives i indlægget, forværrer situationen markant. Lokaler, der oprindeligt har været indrettet til færre elever – og som i nogle tilfælde er tidligere faglokaler – giver ikke plads til bevægelse, holddeling eller varierede arbejdsformer. Støjniveauet bliver højt, indeklimaet dårligt, og mulighederne for at skabe ro og overblik begrænses. Når børn må bruge høreværn eller placeres ved lærerens bord for at kunne koncentrere sig, er det et tydeligt tegn på, at undervisningsmiljøet er under pres.

Hyppige lærerskift er ligeledes en stor udfordring. Kontinuitet og stabile relationer er afgørende – ikke mindst i de yngre klasser. Når lærere forlader årgangen efter kort tid, skyldes det aldrig manglende engagement, men ofte arbejdsvilkår, som er meget vanskelige at holde til i længden. Det er ikke attraktivt – og heller ikke bæredygtigt – at arbejde under forhold, hvor man oplever ikke at kunne lykkes med sin kerneopgave.
Som lærer kan det være fagligt og menneskeligt svært at stå i en situation, hvor man ser børn komme i negative spiraler, uden at rammerne giver mulighed for at handle tilstrækkeligt på det. Det gælder både fagligt og trivselsmæssigt. Når børn gentagne gange testes for vanskeligheder, mens de grundlæggende læringsbetingelser – som støj, plads og normering – forbliver uændrede, opleves det også indefra som utilfredsstillende. Skal vi i de kommende år arbejde målrettet med, at flere elever trives i den almene klasse, skal vi arbejde langt mere forebyggende og det er ikke muligt med de eksisterende rammer.
Lærerne på skolerne i Furesø brænder for folkeskolen og for at give børnene en god, tryg og lokal skolegang. Derfor er det også bekymrende, når familier oplever, at de må fravælge folkeskolen, selv om det ikke er deres ønske. Det bør give anledning til alvorlig refleksion over klassedannelser, fysiske rammer og langsigtet planlægning – særligt når man fremadrettet vil arbejde for at flere elever kan trives i de almene klasser.
Set fra medarbejdersiden er budskabet klart: Der er grænser for, hvor meget man kan kompensere pædagogisk, når rammerne er for snævre. Vi kan strække os langt – men ikke uendeligt. Hvis vi ønsker stærk faglighed, trivsel og stabile relationer, kræver det både realistiske elevtal, tidssvarende fysiske rammer og uddannede lærere med tid til at forberede god undervisning og mulighed for relationsarbejde.