Af Hans Christian Strange-Lebech, byrådskandidat for Socialdemokratiet.
Kære Helle Vallentin.
Du skriver på din Facebookprofil 15.10.2025 om den aftale, der fratager bestemte kriminelle deres førtidspension på baggrund af alvorlig kriminalitet: Det er ‘en skamløs desavouering af lægers og sagsbehandleres arbejde’ og at ‘det vil være en personlig katastrofe for de borgere, det går ud over.’
Det vil jeg gerne udfordre.
Fra aftaleteksten fremgår det, at ‘ordningen vil omfatte grov rocker- og banderelateret kriminalitet, visse former for særlig grov økonomisk kriminalitet, grov narkokriminalitet og visse typer af kriminalitet relateret til fremmedkrigere.’ Man mister altså ikke sin førtidspension, hvis man fyrer en fed.
Alligevel: Det er da ærgerligt for den hardcore kriminelle, hvis man ud over at dømmes for ovennævnte, også mister sin førtidspension. En personlig katastrofe, måske. For mig giver det dog ikke mening, hvis man kan deltage i organiseret kriminalitet for egen vindings skyld, at man samtidig skal forsørges af fællesskabet.
Du linker i dit opslag til en artikel af Lisbeth Riisager Henriksen. Hun beskriver det problematiske i, at der for anbringelses- og behandlingsdømte kan ‘gå mange år, før de … igen kan søge om førtids- og seniorpension.’
Jeg mener det er et problem, at førtidspension italesættes som en relevant, endsige ønskværdig, løsning. Hvis man vil forsørges af fællesskabet, fordi man angiveligt ikke har en arbejdsevne, så skal man ikke samtidig ødelægge fællesskabet med grov kriminalitet. Vel især ikke, hvis man igennem sin kriminelle handling faktisk fremviser en evne til at udføre opgaver for et organiseret (kriminelt) fællesskab. For så har man vel netop en arbejdsevne?
Lisbeth skriver om frakendelsesordningen: ‘Fratagelse af skattebetalte sociale ydelser kan også muligvis være i modstrid med Grundlovens § 73 om beskyttelse af ejendomsretten.’
Uden at være hverken juridisk dannet eller skriftklog, læser jeg Lisbeths argument som et argument for den forsørgedes ejendomsret over de fælles midler. Jeg kan godt genkende Enhedslisten her. Samtidig er der noget iboende ekstremt ved argumentet. På den ene side har vi Alex Vanopslagh, der holder fast på, at individet ejer sine skattekroner selv. På den anden side har vi den holdning, at den offentligt forsørgede har ejendomsret over fællesskabets optjente midler.
Mon ikke en balanceret politik bør findes et sted midt imellem
Jeg kan sagtens tage fejl, kære Helle, men jeg fornemmer hos dig et menneskesyn, hvor fokus er at sikre, at borgere bemidles af fællesskabet. Diskursen synes for mig formynderisk: Borgere anskues som svage og behandles som børn, der ikke er i stand til at tage ansvar for eget liv. Borgere med ret til at forsørges af fællesskabet. Kriminelle borgere, for hvem pligten er gået lidt i glemmebogen.
Jeg er ganske enkelt uenig i det menneskesyn. Som socialdemokrat mener jeg, at vi fremadrettet bør have mindre fokus på den enkeltes ret. Derimod er det mit ønske, at vi i sammenhængskraftens navn flytter fokus til vores allesammens pligt. Eksempelvis pligten til, at man som udgangspunkt forsørger sig selv igennem arbejde.
For jeg oplever, at den formynderiske diskurs har taget overhånd. Med den formynderisk diskurs er det nemlig den bidragende arbejder, der igen skal løbe hurtigere. Hurtigere, for at skabe overskud. Overskud til den tossegodhed, der tildeler førtidspensioner i overmål. Overskud til den tossegodhed, der fastholder kriminelles
ret til fællesskabets midler.
Jeg ser frem til at modtage dit svar.
