Kulturhaven – udstillinger og aktiviteter på vej

Kulturhusleder Mai Therese Ørsted Andersen glæder sig til at skabe liv i Kulturhaven.

Kulturhusleder Mai Therese Ørsted Andersen glæder sig til, at der kommer liv i Kulturhaven.
Af Mikkel Kjølby
Nu er entreprenøren færdig med at støbe stien og området, som får navnet Scenen står klart. Kulturhaven ved Farum Kulturhus begynder at materialisere sig for øjnene af os.
– Nu mangler vi kun, at kommunens folk får plantet og så vil der komme et banner langs med Kulturhaven. Det skal bruges til udstillinger, fortæller Mai Therese Ørsted Andersen.
Kulturhaven går fra Det Gamle Rådhus ned til Kulturtorvet ved Farum Bytorv. I den oprindelige skitse for udviklingen af Det Gamle Rådhus var der tegnet en tunnel ind under Det Gamle Rådhus. Det skulle sikre direkte adgang fra Kumbelhaven op til Farum Bytorv. Sådan blev det ikke.
I stedet er Furesø Kommune gået sammen med Danica Ejendomme og Rådhushaven Aps om at danne Kulturhaven imellem de tre byggerier.
– Vi drømmer om, at der kommer en masse liv i Kulturhaven. Vi vil skiftevis lave udstillinger. Den første står Immigrantmuseet for. Det er også tanken, at Immigrantmuseet kan trække skoletjenestene ud til scenen for at lave undervisning i det fri. Biblioteket har også mulighed for at lave aktiviteter i haven, forklarer Mai Therese Ørsted Andersen.

For brugerne af Farum Bibliotek bliver der en stor ændring.
– Biblioteket får ny indgang fra Kulturhaven. Den er særligt aktuel udenfor normal åbningstid, når der er selvbetjent bibliotek. Her har der været nødvendigt at holde hele kulturhuset åbent for at brugerne kunne komme ind. Nu bliver adgangen i stedet fra Kulturhaven, og vi kan bedre lukke dørene i Kulturhuset, forklarer Mai Therese Ørsted Andersen.
Projektet var oprindeligt forventet færdigt i foråret 2026, men er altså en anelse forsinket.
– Vi forventer at kunne åbne Kulturhaven på den anden side af sommerferien, siger Mai Therese Ørsted Andersen.
For at imødekomme bekymringer i forhold til brugen af Kulturhaven er der opsat belysning og videoovervågning.

Kulturhaven mangler kun den grønne beplantning.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *