Af Lars Carstensen, Borgmesterkandidat (K)
Når man som borger henvender sig til kommunen, skal man kunne stole på, at sagsbehandlingen på alle områder er individuel, korrekt og retfærdig. Det er desværre ikke altid tilfældet i dag. Alt for mange oplever, at der går unødvendigt lang tid, at afgørelser ikke er tilstrækkeligt begrundede eller at fejl skal rettes bagefter. Det kan vi gøre bedre.
Derfor foreslår vi Konservative, at kommunen indfører en systematisk screening af alle afgørelser, hvor vi tager moderne teknologi i brug. Ved at anvende AI-værktøjer til at gennemgå afgørelser, kan vi hurtigere spotte mønstre, fejl og uens praksis. Det handler ikke om at erstatte medarbejdere, men om at give dem bedre redskaber til at træffe de rigtige beslutninger.
Samtidig vil vi udvikle et system for kvalitetskontrol af forslag til afgørelser, før de sendes ud. Det vil styrke både retssikkerheden og tilliden til kommunen.
Borgerne skal opleve, at kommunens afgørelser er lige og retfærdige, uanset hvem man er, og hvilken afdeling man møder. Det kræver ledelsesmæssigt fokus, men også en kultur, hvor kvalitet er vigtigere end kvantitet.
Borgernes tryghed og retssikkerhed er kernen i en velfungerende kommune. Med kunstig intelligens kan vi bruge teknologien til det, den er bedst til – at opdage fejl og uens praksis, så hver eneste borger får den rigtige afgørelse første gang.








1 kommentar til “Debat – Korrekte afgørelser til tiden, tak!”
Af Niels Teinhart byrådskandidat for Socialdemokratiet. Brug teknologien rigtigt – lad den hjælpe, før fejlene sker
borgernes tryghed og retssikkerhed skal styrkes, og at vi skal bruge ny teknologi klogt. Men jeg tror, man får langt bedre resultater, hvis man vender rækkefølgen om.
I stedet for at bruge kunstig intelligens til at kontrollere afgørelser bagefter, bør teknologien bruges før afgørelsen – som et aktivt redskab i sagsbehandlingen. AI kan hjælpe med at strukturere sager, finde relevante afgørelser og skabe overblik, så medarbejderen får et bedre grundlag, inden der træffes beslutning.
På den måde bliver teknologien en støtte – ikke en kontrolinstans. Og den menneskelige faglighed og dømmekraft bevares dér, hvor den betyder mest.
Min egen bror arbejder i en byggesagsafdeling i en kommune, og han fortæller det samme: De bedste resultater opstår, når AI hjælper med forarbejdet, og når det er mennesket der til sidst sikrer kvaliteten. Det giver både færre fejl, hurtigere sagsgange og mere tilfredse borgere.
Kunstig intelligens skal ikke erstatte mennesker eller bruges til efterkontrol – den skal bruges til at gøre mennesker bedre. Det er sådan, vi styrker både effektiviteten og retssikkerheden i kommunen.
Der er lukket for kommentarer.