Af Nils Toft, byrådskandidat for Radikale Venstre & Tine Loft Thomsen, byrådskandidat for Alternativet
For nylig deltog vi i et vælgermøde i Lynghuset i Værløse. Det var en stor oplevelse. Her stod en flok voksne med betydelig og varig funktionsnedsættelse, men med en tydelig stemme. De fortalte om deres hverdag, deres glæder og deres bekymringer. Og én ting stod klart: Lynghuset er ikke bare et aktivitetstilbud. Det er en livline. Et sted, hvor man føler sig som en del af et fællesskab. Et sted, hvor man bliver set, hørt og taget alvorligt.
Men Lynghuset er under pres. Aftenklubben lukker nu kl. 19, og med kun fire timers åbningstid er det reelt umuligt at deltage i aktiviteter udenfor huset. Hjemtransporten er lagt ud til de enkelte botilbud, og det skaber yderligere barrierer. Det er ikke værdigt.
Der er færre faglige hænder end tidligere, og det mærkes. Personalet har mindre tid til den støtte, som er helt afgørende for brugerne. Samtidig hjemtager kommunen borgere fra tilbud uden for Furesø, hvilket øger presset på Lynghuset. Flere yngre brugere kommer til med andre behov og ønsker – og det er svært at balancere høj musik og rolig fordybelse i samme rum.
Men vi er nødt til at spørge os selv, hvilken kommune, vi ønsker at være? I Radikale og Alternativet så vi gerne, at vi var en kommune, hvor Lynghusets brugere kan komme med til fredagsdisco i Roskilde de fire gange om året, det afholdes. Og ikke en kommune, hvor selv svømmehallen er lukket land, på trods af, at den ligger mindre end 500 m væk. Vi er bekymrede over, at brugerne bliver ensomme, når de skal sidde alene hjemme de fleste aftener. Mange af dem har ikke mulighed for selv at opsøge fællesskaber, men skal hjælpes ind i dem.
Vi har ikke en færdig løsning. Men vi ved, hvad der skal til: investering i fællesskab, faglighed og menneskelig værdighed. Efter valget skal vi i arbejdstøjet. Lynghuset skal ikke bare overleve – det skal trives. For det handler om mennesker. Om fællesskab. Og om værdighed. Også for vores allermest sårbare. Og så handler det om, at man kan se, hvilke mennesker vi selv er, på den måde vi behandler de svageste.








1 kommentar til “Debat – Lynghuset i Værløse – en livline under pres”
Excellent goods from you, man. I have understand your stuff previous to and you are just too fantastic. I actually like what you’ve acquired here, really like what you are saying and the way in which you say it. You make it enjoyable and you still take care of to keep it sensible. I cant wait to read far more from you. This is really a wonderful site.
Der er lukket for kommentarer.