Af Nanna Rugh Wrangel- Spejderleder, speciallærer/specialpædagog og stifter af NaturTalenterne i Furesø
Tak for det reflekterede indlæg i debatten om naturbeskyttelse i Furesø. Det er rigtigt, at naturen ikke skal beskyttes hen over hovedet på dem, der bruger og lever i den. Men det betyder ikke, at naturen altid skal tilpasses menneskets ønsker og adfærd.
Tværtimod viser både danske og internationale forskningsresultater, at biodiversitet trives bedst, når naturen får lov at udvikle sig på egne præmisser – uden konstant menneskelig styring. Projekter som Kragelund Mose, Mols Laboratoriet, Klise Nor og Rewilding Knepp i England har vist, at helårsgræsning med store dyr skaber levende, artsrige landskaber med en dynamisk variation af skovbryn, lysninger, krat og græsland.
Derfor er det vigtigt at slå fast: Hegn handler ikke om at holde mennesker ude. De handler om at beskytte de dyr, der skaber den natur, vi gerne vil se mere af. Dyr, der græsser året rundt, skal ikke stresses, fodres eller forstyrres, hvis naturplejen skal virke. Og hegn er nødvendige – ikke mindst for at adskille beboelse og produktionsarealer fra den prioriterede natur, hvor nøglearterne genudsættes og får fred til at gøre deres arbejde.
Mange af de åbne landskaber, vi sætter pris på, findes kun fordi der græsses. Når græsningen stopper, gror arealerne til, og arterne forsvinder. Det er derfor ikke en modsætning at arbejde for både adgang og biodiversitet – men vi må erkende, at ikke alle steder kan bruges til alt. Nogle steder skal naturen have førsteprioritet. Her må menneskelig adgang ske på naturens præmisser, ikke omvendt.
Som spejder og speciallærer med ugentlig udeskole ser jeg frem til en fremtid, hvor mine børn og elever igen kan finde vilde blomster, insekter og sommerfugle i landskabet. Men det kræver, at vi tør give reel plads. Ikke bare på papiret, men i praksis.
Og det er ikke fordi verden uden for Danmark ikke har erfaringer at dele. I Tyskland – et land med næsten dobbelt så høj befolkningstæthed som Danmark – lever både vildsvin og ulve frit i landskabet, og man arbejder målrettet på et avlsprogram, der skal sikre, at vildt kvæg – moderne urokser – igen kan fungere som naturlige økosystem-ingeniører i naturen.
I den kontekst virker det næsten komisk, at vi i Værløse samler underskrifter imod en naturindsats, der involverer to eksemplarer af verdens mindste kvægrace, dexterkvæget, flere hundrede meter fra et villakvarter – og at nogle af de mest forstokkede partier stemmer imod, fordi man altså ikke må genere højtråbende naboer og hundeluftere.
Hvor blev den grønne højrefløj af? Hvor forsvandt modet hos midterpartierne hen? Og hvad med dem, der stadig har en tydelig grøn stemme – tør de holde fast, når underskrifterne ikke kommer fra deres vælgere, men fra modstanderne?
Vi har i Danmark aldrig rigtig villet finde os i noget som helst fra naturen. Den må ikke være i vejen, være for våd, for tør, eller stikke, bide eller være giftig. For ellers skyder vi, dræner vi, sprøjter, regulerer – eller jeg skal komme efter dig.
Måske er det tid til at indse, at det er fordi vi aldrig vil give noget fra os – og at naturen kun får plads, så længe den ikke generer det mindste – at vi har Europas dårligste natur, målt på både kvalitet og kvantitet.
