Debat – Ny finanslov løser ikke folkeskolens største udfordringer

Af Niels Bjerre Degn. Lærer og tillidsrepræsentant på Lyngholmskolen. Socialdemokratisk byrådsmedlem i Furesø. 
Gratis skolemad som forsøg i 20 af landets kommuner er en del af årets finanslov. Et godt måltid mad midt på dagen er afgørende for skolebørnenes trivsel. Eleverne fra 4 til 9. klasse på Lyngholmskolen i Farum, hvor jeg arbejder som lærer, kan købe et varmt måltid mad hver dag. To gange om ugen er det i øvrigt elever fra 6. klasse, der er med til at lave skolemaden, mens deres kammerater har madkundskab. Det er er stor succes . Men det er jo ikke gratis.
Den rette kost, som giver energi og sikrer et stabilt blodsukker styrker indlæring, trivsel og fællesskab. Men mad i skolerne løser ikke de største udfordringer i folkeskolen.
Selvom eleverne er mætte, er det svært at gennemføre god undervisning, hvis der ikke er ordentlige undervisningsmaterialer til rådighed. Med aftalen sker der en besparelse på 40 mio. kr. på CFU (Center for undervisningsmaterialer). Det svarer ifølge Danmarks Lærerforening til en femtedel af budgettet.
Samtidig kræver det store investeringer i køkkenfaciliteter og nye medarbejdere at fremstille god og sund mad. Begge dele ville jeg virkeligt gerne byde velkomment. Men det er svært når jeg og mine kollegaer jævnligt mangler tidsvarende undervisningsmaterialer, og vi kunne hjælpe langt flere elever, med en ekstra pædagog eller lærer i undervisningstimerne.
Så alt i alt: Vi hilser gratis skolemad velkommen, men en bedre skole kræver også andre boller på suppen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder