
Af Lene Bang (S) | næstformand i udvalg for ældre og sundhed
Og sikke noget vrøvl Niels Jørgen….
Lad os sammen kæmpe for en god løsning for vores ældre medborgere, så vi både får et friplejehjem og flere visiterede ældreboliger.
Furesøs ældre har i den grad brug for begge dele.
Vi har jo sammen i byrådet besluttet at vi gerne vil bygge et plejehjem og visiterede ældreboliger på Ny Vestergårdsvej.
Dette beslutning er taget med via udviklingsplanen, med et meget stort flertal.
I Socialdemokratiet står vi bag den beslutning.
Vi bliver flere +80-årige i Furesø, derfor får vi brug for flere plejeboliger. Mere end 100 ældre er desuden godkendt og står på venteliste til visiterede ældreboliger, som er boliger for ældre mennesker, som ikke længere er i stand til at bo i deres hidtidige boliger, men som endnu ikke har behov for en plejehjemsplads.
Alle visiterede ældreboliger i Furesø er opført under Almenboligloven. Kun på den måde kan vi nemlig sikre boliger i den rigtige størrelse og til en pris, der er til at betale. Og kun på den måde kan vi sikre, at boligerne rent faktisk kommer vores ældre til glæde og gavn – også på den lange bane.
Niels Jørgen, du ved udmærket godt, at vi i Socialdemokratiet ønsker både visiterede ældreboliger og plejehjemspladser på Ny Vestergårdsvej. Det kan heller ikke komme bag på dig, at visiterede ældreboliger i Furesø er opført under Almenboligloven.
Der er ingen som helst modsætning mellem at ville et friplejehjem og almene visiterede ældreboliger. Tværtimod. De to boligformer går meget fint i spænd, og den mulige operatør til et friplejehjem, OK-fonden, har stor erfaring med at kombinere de to boligformer.