Af Nils Toft, Byrådsmedlem Radikale Venstre
Bygning 305 bliver beskrevet som et smertensbarn – men måske handler udfordringen ikke om mangel på idéer, men om mangel på fælles retning. Som medlem af Udvalget for Kultur, Fritid og Idræt kan jeg se, at hvis vi vil undgå, at det sidste levn af kulturaksen ender som endnu et salg til en virksomhed, så kræver det, at vi løfter blikket og gør noget andet end det, vi har gjort hidtil.
Der er masser af engagement derude. Problemet er, at de gode kræfter arbejder hver for sig:
Legepladsgruppen, der brænder for en flyhistorisk legeplads
“Flyvestationen på hjul” og alle de andre foreninger, der vil skabe mere aktivitet og liv på flyvestationen
Furesø Kommunes kommende egen cykelhandlingsplan, hvor en cykellegeplads ville passe perfekt ind
Aktørerne i Green Runways – MTB Tours, Rokkedyssegaard med flere.
De små lokale madiværksættere, der måske faktisk kunne se en idé i at drive en madbod eller måske endda et streetfood marked, hvis der var liv omkring bygningen.
Forestil jer, hvis vi samlede de kræfter. Så kunne Bygning 305 blive et omdrejningspunkt for bevægelse og fællesskab – et sted hvor landingsbanen, skaterparken, cykellegeplads, rulleskøjter, udeliv og flyhistorie hænger sammen. Et sted hvor hele familien kan mødes, mens mor eller far træner på tri-cyklen ude på Flyvestationen.
Måske kunne det også være en start for en ny måde at tænke samarbejde på? I en periode, hvor kommunens økonomi er presset, og hvor vi ikke kan realisere alle kulturdrømme alene, kunne et offentligt–privat partnerskab med fondsstøtte være en måde at udvikle mere kultur på, indtil Furesø-gælden er nedbragt, og vi igen får økonomisk råderum til også at løfte de opgaver i højere grad selv.
Det her sker ikke af sig selv, der skal nogen til at:
samle aktørerne
facilitere processen
afklare om der er reel opbakning
skabe et fælles mål, som alle kan se sig selv i
Det er en kommunal opgave – ikke at lave projektet, men at sikre at der overhovedet bliver skabt et fælles rum, hvor det kan folde sig ud. Og det er en proces, jeg gerne vil være med til at skubbe på som medlem af Kultur, Fritid og Idræt.
Bygning 305 er den sidste rest af kulturaksen. Inden vi giver slip og ender med endnu et privat salg, skylder vi hinanden at undersøge, om der er grundlag for en samlet vision, hvor bevægelse, kultur, frivillighed og lokale aktører kan løfte området.
Det finder vi kun ud af, hvis vi samler kræfterne – og det kræver, at vi som kommune aktivt inviterer til det.








2 kommentarer til “Debat – Samlet retning for Bygning 305 – før vi (også) mister den”
Smukt skrevet! Kunne ikke være mere enig!
Nils Tofts vision er spot on og i sync med det politiske grundlag.
Bygning 305 er central i den proces, som Byrådet har vedtaget for udvikling af Sydlejren, Flyvestationen og foreningslivet. Jonstrup ’89 har meddelt kommunen at være klar til samarbejde herom jfr. også https://www.youtube.com/watch?v=A7c9oAFXL9I.
Men der blæser nye politiske vinde, og stærke kræfter i Byrådet ser hellere, at kapitalinteresser køber Bygning 305 ud af ‘Kulturaksens’ fællesskab.
Der er lukket for kommentarer.