Af:Anders Medum Groth (B) og Jan Kjældgaard (F). Begge udvalgsmedlemmer i Børn- og Skoleudvalget.
2024 har på mange måder været børnenes år. I februar kom Radikale Venstre med udspil til skolemad i folkeskolen, og i august præsenterede SF Apollo-projektet, med opfordringen om at tænke stort for de små, der også indeholdt ønsket om forsøgsordning med skolemad.
Vi har netop haft en foreløbig kulmination på vores to partiers indsatser for vores børn, da vi sammen fik skolemad med på finansloven som vores prioritering for fremtidens Danmark. Regeringen havde ikke selv fremlagt skolemad som en del af deres udspil og prioritet.
Vi er dog ikke i tvivl om, at et rigt samfund selvfølgelig skal investere i børnene. Barndommen er for mange steder præget af social ulighed, mistrivsel og skolevægring. Det går ikke. Vi skal investere i fællesskaber.
Vi skal investere i børnene. Man skal ikke være sulten, når man går i skole. Man skal have et ordentligt måltid, så man kan være veloplagt til undervisningen. Derfor er vi også stolte over, at det lykkes at få igangsæt et en række forsøgsordninger, der skal skaffe skolemad til 20.000 elever over hele landet. Formålet er at indhøste erfaringer til den videre udrulning af skolemad. Det bliver et projekt, der kan få stor indflydelse på trivsel, social ulighed, sundhed og fællesskaber. I Furesø har vi allerede forskellige initiativer til skolemad.
Vi vil gerne i dialog med vores skoler. Vi ønsker nemlig, at nogle af Furesøs skoler deltager i pilotprojektet. Der spiller vi nu bolden ud til skolerne og skolebestyrelserne og spørger: “Vil I også være med til at se på, hvad skolemad kan gøre for Furesøs skolebørn?” Så vil vi arbejde for at indstille vores interesserede skoler til det nationale projekt.