Af Henrik Tyle.
Byrådet besluttede at opdatere skulpturparken i Farum i forbindelse med dets 25 års jubilæum i 2024. Den kommunale reaktionstid for at få noget sat i gang er ikke imponerende. Men dejligt er det jo, at skulpturparkens opdatering nu forleden efter 2 år kunne indvies: Der er anlagt en ny indgang, ny oplevelsessti, lavet en ny lille mose/dam – i den del, der vist i gamle dage kaldtes ”sumpen” – og anlagt en bro hen over samt kommet nye beplantninger, så man – næsten – ikke mere kan se ind på roderiet af byggematerialer i mange farver ved Farum Vandværk.
Men de tekniske installationer, dvs. bore- og afværgeboringsbrønde, der er kommet siden parkens anlæggelse i 1999, medfører let, at de besøgende får et miskmask af oplevelser: skulpturkunstvæker opmarcheret ved siden af betonrør, jerndæksler og kedelige militærgrønne plast- og metal konstruktioner.
I disse konspirationsteoritider kunne man få den tanke, at kommunen gemmer på en hemmelighed. Måske kommer sådanne tanker særligt nemt for beboere som os, der bor nær skulpturparken. Vi kommer her nemlig ind imellem også ved nattetide. Hvor park-nisser & skulptur-alfer samt skov-trolde huserer. Nisserne og alferne kommer nemlig ud af deres respektive huse ved nattetide. Særligt når det er nymåne. Nisserne bor i det kamuflerede hus med de nye planter omkring nede ved ”Muslingen”, mens alferne i det mærkelige og også militærgrønne hus oppe ved stenstien mellem ”Floden” og ”Tårnet ved stenbænkene og -bordet”. Troldene kommer op fra det underjordiske igennem de tre betonrør i parken. Jerndækslerne skubbes til side – troldene er stærke – og vips, ud smutter de. Det er ganske vist. Jeg har selv set det…
Kunne man foreslå, at kommunen åbner lidt op og erkender, at den nuværende, kedelige kamuflage af disse bygninger ikke forskønner det kunstneriske indtryk i Skulpturparken? Hvorfor ikke gå til bekendelse og bede en lokal kunstner om at male nissehuset, alfehuset og troldenes tre nedgange til det underjordiske? Så bliver det tydeligere, hvad de er, og det kan styrke den fortryllelse, man oplever på en tur gennem Skulpturparken ved det smukke Skovvænge og Farum Sø. En sådan bemaling af nissernes og alfernes huse og af troldenedgangene kan næppe genere, selv om installationerne måske også har andre funktioner.
Så herfra bare en opfordring til at kulturudvalget og byrådet tager fat, så vi kan få denne sidste del af opdateringen af Skulpturparken helt på plads.
Og så ellers fortsat god sommer til alle Furesøborgere. Vi ses i Skulpturparken eller i Skovvænget.







