Debat – Stop forureningen af Farum Sø – vi har ventet længe nok

Af Steen Autzen, byrådskandidat for Enhedslisten i Furesø
Kresten Bergsøe har på Furesø Politiske Debat dokumenteret et kraftigt overløb af kloakvand direkte ud i Farum sø. Billederne taler deres tydelige sprog: Når kraftig regn eller skybrud rammer kommunen, kan kloaksystemet ikke følge med. Resultatet er, at urenset spildevand – herunder toiletvand – løber direkte ud i søen. Det udgør ikke blot en alvorlig miljøbelastning, men også en sundhedsrisiko for alle, der bader i søen.
Efter et overløb er badevandet sundhedsfarligt, fordi der kan være høje koncentrationer af bakterier, som kan give infektioner og sygdom. Og overløb er desværre ikke undtagelsen, men en del af hverdagen.
I perioden 2014–2018 blev der udledt hele 340 millioner liter urenset spildevand til Farum sø. Det er enorme mængder. Den massive udledning bidrager til forurening med bakterier, kvælstof og fosfor – stoffer, som langsomt nedbryder søens økosystem og rekreative værdi.
Desværre har jeg ikke adgang til tal for perioden 2019–2024, men alt tyder på, at udfordringerne ikke er blevet mindre – snarere tværtimod, i takt med at klimaet ændrer sig og vi oplever hyppigere og voldsommere regnskyl.
Allerede i Furesø Kommuneplan 2013 fremlagde byrådet sin klimavision:
”Furesø Kommune skal skabe fremtidssikrede, miljørigtige og bæredygtige løsninger til at håndtere de øgede nedbørsmængder (…) og se regnvand som en værdifuld ressource, der indgår som et rekreativt element i nærmiljøet.”
Det er fine ord – men mere end ti år senere venter vi stadig på de nødvendige, konkrete løsninger, der kan bringe overløbene til ophør og beskytte Farum sø.
Det er på høje tid at handle
Borgerne i Furesø har krav på en sund og ren sø. Vi skal kunne bade trygt og lade naturen udfolde sig uden at bekymre os om usynligt spildevand under overfladen.
Kommunen og Novafos må fremlægge en realistisk og forpligtende handlingsplan for, hvordan vi når målene for reduktion af overløb – og gerne hurtigere end planlagt. Der er ikke råd til at vente yderligere 13 år på at sikre det, der burde være en selvfølge: Rent badevand i Farum sø.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Debat – Stop forureningen af Farum Sø – vi har ventet længe nok”

  1. Kresten Bergsøe

    Måske Steen burde tage en snak med sin formand som har siddet i hele valgperioden og blokeret for fremskridt. Enhedslisten ejer svineriet med overløb for de har direkte modarbejdet ethvert forsøg på andet end Novafos’ strategi som ikke løser problemet og som fordobler taksterne for borgerne.

  2. John Larsen

    Steen Autzen, borgerne i Furesø har krav på en masse forskelligt, afhængigt af hvad man lytter til/læser fra hvem.
    Personligt synes jeg det er unfair/urimeligt at kræve noget som helst uden at komme med forholdsvis konkrete forslag til hvordan det skal kunne lade sig gøre. Økonomisk, politisk såvel som på andre områder.
    Vær rar at komme med ‘2det kapitel’.

  3. Furesø Kommune går ind for mere natur og grønne områder. Aldrig har man hørt mere vås. Faktum er at bla blå og blå er det eneste man høre fra politikernes side uden reel handling.
    Det må ende i lort.

Der er lukket for kommentarer.