Af Steen Autzen, Byrådskandidat for Enhedslisten
Valgkampen er fuld af store ord om økonomi, velfærd og reformer. Men ét område glimrer ved sit fravær: de mennesker, der hver dag lever med psykisk sygdom og de pårørende, som ofte står tilbage med ansvaret, når systemet ikke gør.
Jeg savner en langt mere ærlig og menneskelig politisk samtale om psykisk sygdom. For bag hver diagnose ligger et liv, en familie og et fællesskab. Og hver dag falder alt for mange igennem et system, der er skabt til at administrere, men ikke til at rumme og støtte mennesker.
De pårørende er ofte dem, der holder sammen på hverdagen. De tager den følelsesmæssige byrde, finder de praktiske løsninger, navigerer i et uoverskueligt system og står klar, når alle andre giver op. Alligevel fylder de næsten ikke i den politiske debat. Hvor er strategien for at støtte dem, der i årevis løfter den opgave, det offentlige ikke formår?
Vi har et psykiatrisk system med lange ventelister, svag koordinering og alt for mange, der sendes fra den ene instans til den næste uden at blive grebet. I stedet for sammenhæng og tryghed møder mange psykisk sårbare et kaos af regler, visitationer og midlertidige løsninger. Det er et politisk ansvar – ikke et personligt svigt.
Midt i Furesø har vi dog et sted, der viser, hvad der faktisk virker Fontænehuset i Værløse.
Her bliver mennesker med psykisk sårbarhed mødt som medlemmer af et arbejdsfællesskab – ikke som patienter i et system. De deltager i meningsfulde opgaver, opbygger struktur, får selvtillid og mærker, at de hører til. Det er ikke behandling, men et fællesskab, hvor mennesker får mulighed for at genopbygge deres liv. Og det virker netop fordi det bygger på ligeværd, ansvar og respekt.
Hvis vi vil et Furesø, hvor ingen står alene, så skal initiativer som Fontænehuset være en central og fast del af kommunens rammeaftaler og ikke en eftertanke. For her ser vi, hvad der skaber reel udvikling: arbejdsfællesskab, fleksibilitet og menneskelighed. Ikke kontrolskemaer, midlertidige indsatser og laveste fællesnævner.
Psykisk sygdom er ikke et individuelt problem. Det er et fælles ansvar. Et ansvar vi kun kan løfte, hvis vi tør tale åbent om det – uden tabu, uden berøringsangst og uden at reducere mennesker til “sager” i et system.
Derfor har vi brug for ærlige politiske samtaler, politisk mod og en socialpsykiatri, der bygger på fællesskab – ikke forvaltning.
