Af Niels Jørgen Brandt. Byrådsmedlem Konservative
Storebjerg, Præstemosen og området ned til Farum Sø er for mig barndommens land. Vi legede på Storebjerg, og jeg har gået tusindvis af ture i området i barndom og ungdom. Det er noget af det smukkeste landskab, jeg kender, med blandingen af sø, skov og åbent land. Også det landskab, hvor min glæde ved naturen blev vakt.
Næsten hele området er ejet af kirken, og kaldes derfor Præstegårdsjordene. Et område – “Marken” – er privatejet. Furesø Kommune ejer et areal for enden af Kong Volmersvej.
Lige nu har menighedsrådet i Farum en proces i gang om fremtidig naturpleje på deres arealer. Målet er bedre natur og biodiversitet, og det er et prisværdigt mål. Menighedsrådet har retten til at gøre hvad de finder bedst for området, så længe det overholder fredningsbestemmelserne.
Men naturligt nok vækker processen og udsigten til store forandringer i området mange følelser. Senest viser debatindlæg fra Ulla Hess og Anders Medum Groth hvor forskelligt der ses på helårsgræsning og indhegninger i området. Der er ikke uenighed om målet, men om midlerne for at få bedre natur og biodiversitet.
Jeg synes det er forståeligt nok, at der er bekymring. Og med fuld respekt for at det er menighedsrådet, der bestemmer, vil jeg alligevel tillade mig at give et par gode råd. Som lokalpolitiker, der har været meget involveret i processen på Baunesletten om helårsgræsning.
For det første er der sporene, der skræmmer. Selvom der er god evidens for helårsgræsnings positive effekter rundt om i Danmark (og som jeg har set med egne øjne), vil mange lokale borgere se på erfaringerne fra området for enden af Kong Volmersvej. Hvor der er blevet afgræsset på forskellig vis over årene, og det indtil videre ikke har haft positiv effekt. Snarere tværtimod. Samtidig ser man på den privatejede “Marken”, som plejes med høslet, at blomster og biodiversiteten trives. Ligesom på Lillebjerg og området ned mod Præstemosen, der også plejes med høslet. Det ser faktisk rigtig fint ud, med en god artsrigdom. Så hvorfor skal der nu helårsgræsses på Lillebjerg, som rigtig mange bruger til gåture, kælkebakke, picnic, mm. Det synes jeg er legitime spørgsmål, som skal have lov til at blive fremsat i en åben samtale med Menighedsrådet. Hvilket fører til den næste erfaring fra Baunesletten;
Nemlig processen. Åbenhed, dialog og inddragelse er altid godt når der laves forandringer. Det gælder inddragelse af både borgere, der støtter ideen om helårsgræsning og borgere, der er bekymrede for at miste noget, de holder af. På Baunesletten startede processen skævt og gav indtryk af at ville vægte biodiversiteten over de mange lokale brugere af Baunesletten ved at lægge op til en fuld indhegning. Det blev et svært forløb, som dog endte med et kompromis. Kompromiset kan kritiseres for nogle lidt ærgerlige ting, men det blev dog et kompromis.
Tænk hvis processen for Præstegårdsjordene og den løsning, der vælges, kunne lykkes gennem dialog og afsøgning af gode kompromiser. Med mere transparens og bredere samtale, end der opleves nu.
Hastværk er lastværk med de her helt bynære projekter. Med afsæt i erfaringerne fra Baunesletten kunne man tænke: start forsigtigt og med vælg areal med omhu – måske landbrugsarealet op mod skoven og Farum Sø kan være et sted at starte. Lad det vise sin værdi over nogle år og find ud af derfra, hvordan det skal udvikles.
Jeg ser frem til at mit “Barndommens land” både bevares og forbedres, for naturen og for borgerne i området. Det fortjener det!
