Debat – Svar om andelsboliger – Hvad med både og?

Af Bettina Ugelvig, (A), Formand for Udvalget for Plan- og byudvikling
Tak til min kollega fra Plan og byudvikling, Egil Hulgaard, for at sætte fokus på andelsboliger. Andelstanken bygger på fællesskab, demokrati og ansvar – værdier, som vi i Socialdemokratiet deler.
Vi har et bredt fokus på vores boliger. Der skal være et varieret udbud, som har en bred appel til forskellige mennesker. Andelsboliger kan bestemt være en del af løsningen, det har vi også vendt før.
Jeg har aldrig helt forstået de konservatives voldsomme aversion mod almene boliger. Egentlig har jeg lyst til at minde om, hvorfor almene boliger er værdifulde for os i Furesø. Det handler om, at mennesker med forskellige økonomiske udgangspunkter skal kunne bo og leve her – også dem, der ikke har en stor opsparing eller mulighed for lån. Almene boliger er et udtryk for social balance og et lokalt fællesskab, hvor alle kan være med. Flere af de almene boliger, der er på Værløse Bymidte i dag, er seniorboliger eller boliger, hvor mennesker med udfordringer bor godt. Ukrainske flygtninge, som ellers har boet på Ny Vestergårdsvej, flytter ligeledes ud i en almen bolig for at skabe sig et liv med en vis form for kontinuitet. Disse borgere ville ikke have mulighed for at bo anderledes end alment. Eller hvad?
Når Konservative kritiserer de almene boliger, glemmer de nemlig, at det også er dér, vores ældre får en visiteret bolig, når de har brug for det, og at unge, enlige og familier med almindelige indkomster her kan finde et sted at bo. Det er en styrke for Furesø, ikke en svaghed.

Andelsboliger er en spændende vej at gå, og jeg håber, de Konservative vil tage initiativ til konkrete projekter. Socialdemokratiet bakker gerne op om samarbejde med private aktører, boligforeninger og borgere, der vil udvikle nye fællesskabsorienterede boligformer.
Men skulle vi ikke gøre det som et både-og – ikke et enten-eller? Vi skal have både almene, leje-, andels- og ejerboliger, så Furesø er en kommune for alle.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Debat – Svar om andelsboliger – Hvad med både og?”

  1. Henrik Tyle

    Tak for dit rørende og personlige indlæg om tryghed for børn og unge Steen. Jeg ved du gør et stort frivilligt arbejde for konkret at hjælpe udsatte mennesker. Fortsæt med din flotte indsats.
    De bedste ønsker for jeres valgkamp.

    Mange hilsner
    Henrik Tyle (SF)

Der er lukket for kommentarer.