Debat – Vi kan vende klimaudviklingen

Af Lene Munch-Petersen (A) byrådsmedlem og formand for Natur- og Klimaudvalget.
Tak for klimabevægelsens opfordring til at vi i Socialdemokratiet forholder os til den alvorlige klimamæssige situation vi er i, senest i form af resultater fra den nyeste IPCC RAPPORT om at målsætningen om 1,5 graders stigning ikke kan holdes, men vil nærme sig godt 2,5 grad og med de klimamæssige konsekvenser det har for os alle!
I Socialdemokratiet mener vi at vi kan vende udviklingen i Furesø kommune, hvilket vi har arbejdet for i Klimaplanen fra 2022, hvor vores målsætning er at vi skal være klimaneutral i 2030 og optage mere CO2 end vi udleder i 2035, ambitiøse mål og svar på en alvorlig klimasituation.
Vi har som midler til at opnå målene, besluttet 43 indsatser på mange forskellige forhold. I Furesø er CO2 forbruget fordelt mellem det som kommunen som virksomhed udleder svarende til 5% og det som borgere og virksomhed udleder 95%. Furesø kommune har de seneste 16 år været klimakommune og har reduceret vores forbrug med omkring 56% og vi fortsætter med klimaambassadør ordningen i vores institutioner og tekniske forbedringer. Senest har vi oprettet et såkaldt klimaselskab, der står for opsætning af solceller på kommunens mange tage.
Furesø kommune har også en stor rolle for at lette vilkårene og rammerne for borgere og virksomheder, i deres klimahandlinger, og derved gøre det lette at agere klima klogt. Vi har i vores varmeplan besluttet at rulle fjernvarme ud til op til 80% af varmekilderne i kommunen, fra i dag hvor fjernvarmen udgør ca.40% af varmekilderne. Vestforbrændingen står for vores fjernvarme, og de har besluttet at ville levere varme klimaneutralt i 2030, i form af CO 2 fangst, overskudsvarme fra virksomheder, geotermisk varme og endelig forsøg med at udnytte varmen i Furesøen. Vi er i gang med at udbedre vores cykelstinet, så borgere lettere kan anvende cykel til de især mange korte ture der foregår. Cykelparkeringer ved busser og S-togs knudepunkter skal ligeledes forbedres og gøres tyverisikrede. Vi har initieret at S-banen til Hillerød muligvis kan forlænges fra Farum og DSB er i færd med at undersøge forlængelsesmulighederne. Så flere borgere på en lettere tilgængelig måde kan anvende offentlig transport. Vi har sat gang i opsætning af el-ladestandere flere steder på udlejede kommunale arealer.
Vi har i Socialdemokratiet arbejdet med affaldssortering gennem de seneste ca. 8 år, og alle borgere er tæt på at være omfattet af ordningen, hvor målsætningen er at 80% affald skal genbruges eller genanvendes.
Vi har taget initiativ til at oprette et såkaldt Klimaforum bestående af frivillige organisationer, der arbejder med klima som fx. Klimabevægelsen, Miljørådet, Danmarks Naturfredningsforening, Kirken, boligselskaber, biblioteker, virksomheder mfl. vi mødes to gange årligt og gør status over kommunens indsatser, og udveksler erfaringer med deltagerne i Klimaforum. Vi skal have en løbende folkelig dialog for at lykkes med vores klimamål. Vi holder et årligt klimafolkemøde for alle borgere!
For at gøre det lettere for borgerne at reducere co2, der i dag er gennemsnitlig 13 tons pr. år, der i 2030 skal være reduceret til 3 tons, skal forbruget i dagligdagen reduceres og/ellers ændres til mere bæredygtigt forbrug. CO2 forbruget blandt borgere og virksomheder stammer ca. med 75% fra produktion udenfor kommunen/DK. I 2021 opfordrede vi 4 familier til i 6 mdr. at indgå i et forsøg med at reducere deres CO2 forbrug mest muligt, på grundlag af max viden og inspiration til klimaændringer. Resultatet fra start til slut var en reduktion på mellem 30-40%, og det var især omkring mad, transport og ting og sager.
Vi vil i Socialdemokratiet, gerne have endnu flere familier med i ordningen i 2025 og fremover, hvor vi så vil bidrage med viden om klimahandlinger og adfærdsændringer over en periode, for at lette familiers CO2 forbrug, uden dermed at skulle ændringer deres hverdag radikalt.
Vi måler årligt reduktionen af CO2 og har siden 2018 reduceret forbruget med 22% og udvalget for Natur og klima har senest bedt forvaltningen om forslag til hvor vi yderligere kan reducere CO 2 med mest mulig effektivitet. Så vi følger udviklingen og effekten af initiativerne hele tiden og i 2025 skal vi opdatere og revidere vores klimaplan.
Furesø er godt nok en lille brik i det store klimaregnskab, men vi vurderer at alle bør og skal bidrage til udviklingen, hvis vi skal i mål med den alvorlige klimasituation. Vi i Furesø kommune er også afhængige af de statslige infrastruktur initiativer i form at opsætningen af vindmøller/energi øer og private solcelleparker. Vi er også afhængige af samarbejdet med vores omkringliggende lande til både import og eksport af energi, der afspejler forbrug og vind/sol bidrag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder